Fodbold

FC Hjørring nu 13 point foran Hobro

Lokalbraget i 2. division vest i fodbold mellem FC Hjørring og Hobro var på vej til at ende 0-0, da Bora Zivkovic seks minutter før tid steg højt til vejrs og headede 1-0 i hus foran 1515 tilskuere.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bora Zivkovic stopper karrieren. Foto: Henrik Louis Simonsen

FC Hjørring har nu et forspring på hele 13 point til de nordjyske rivaler fra Hobro i toppen af landets tredjebedste fodboldrække efter søndagens 1-0 sejr på et tæt pakket Hjørring Stadion. Opgøret mellem rækkens bedste forsvar, FC Hjørring, og rækkens mest scorende, Hobro, bød på masser af dueller på midtbanen, mens det var småt med de helt åbne chancer. Det var primært langskud, som i ny og næ brød dødvandet for de 1515 tilskuere, men her manglede i den grad præcision fra skytternes side. Hvert hold havde dog én gigantisk chance hver i opgørets første halvleg. I det 26. minut sparkede Hobros Mark Vestergaard på stolpen efter klumpspil, og i det 39. minut måtte Hobro redde på stregen efter at Wassim El Banna var blevet spillet helt fri i feltet af Lasse Strandberg. Som anden halvleg skred frem, så lignede det mere og mere 0-0, men Superligaveteranen Bora Zivkovic ville det altså anderledes, da han i det 84. minut knaldede panden på et indlæg og sendte FC Hjørring endnu et skridt videre mod oprykningen til 1. division.