FC Hjørring og Blokhus FC afviser rygter om fusion

De to 2. divisionsklubber i fodbold holder stadig på bolden hver for sig, men Hjørring IF indkalder til ekstraordinær generalforsamling, hvor eliten skal skilles fra i en selvstændig organisation.

Nikolai Thomsen - målfarlig angriber hos Blokhus FC - i et opgør mod FC Hjørring i fjor. Begge klubber afviser pure rygterne om en fusion de to klubber imellem. 
Foto: Henrik Louis

Nikolai Thomsen - målfarlig angriber hos Blokhus FC - i et opgør mod FC Hjørring i fjor. Begge klubber afviser pure rygterne om en fusion de to klubber imellem. Foto: Henrik Louis

Rygterne om en fusion mellem FC Hjørring og Blokhus FC, der har svirret i lokalområdet på det seneste, er stærkt overdrevne. De to fodboldklubber, der - indtil videre da - har hver sit mandskab i 2. division - lever i bedste velgående hver for sig. - Jeg kan klart afvise, at der her og nu skulle være planer om en fusion, siger formanden for FC Hjørring, Lars Windstrup. Også Verner Bach, der er formand for Blokhus Sport og Entertainment, som bl.a. driver 2. divisionsholdet i fodbold, benægter, at der er planer i retning af en fusion. - Jeg har godt hørt rygterne. Men der er ingenting om det. Det eneste, vi har haft med FC Hjørring at gøre, er, at de har hentet spillere hos os, og vi har hentet spillere hos dem, siger Blokhus-formanden. FC Hjørring-formanden Lars Windstrup har dog en forklaring på rygterne. - Allerede da FC Hjørring blev etableret som en overbygning til Hjørring Idræts Forening, blev det diskuteret, om der skulle dannes en helt selvstændig forening til at stå bag eliten - altså det nuværende 2. divisionshold. Og nu er der så indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling 25. februar i Hjørring Idræts Forening med det ene punkt på dagsorden at skille eliten fra i en selvstændig organisation, forklarer FC Hjørring-formanden. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende onsdag.