FC Hjørring på smalkost

Hjørring går et hårdt forår i 1. division i fodbold i vente, for der bliver ikke råd til at forstærke truppen.

Sportschef Jacob Krüger må ikke hente nye spillere på grund af FC Hjørrings trængte økonomi
Foto: Hans Ravn

Sportschef Jacob Krüger må ikke hente nye spillere på grund af FC Hjørrings trængte økonomi Foto: Hans Ravn

FC Hjørring har haft 2,5 millioner kroner i underskud i de seneste 18 måneder, så det begrænser udfoldelsesmulighederne i vinterens transfervindue. - Vi kommer til at køre med et væsentligt lavere budget, så selv om vi godt kunne drømme om at få en midtbanespiller og eventuelt en angriber mere, så ser der lige nu ikke ud til at blive penge til nye spillere, erkender sportschef og midlertidig direktør Jacob Krüger. FC Hjørring overvintrer på en niendeplads i 1. division, men der er kun to points luft til Roskilde under nedrykningsstregen. - Jeg synes stadig, at vi har et fornuftigt hold, men vi må erkende, at vi går svækkede ind til foråret, siger Jacob Krüger. FC Hjørring har sagt farvel til Sedin Alic, Casper Pedersen, Jesper Andersen og Gary Martin i dette vindue.