FC Midtjylland indgår forlig i feriepengesagen

FC Midtjylland og Spillerforeningen er blevet enige om midtjydernes manglende feriepengebetaling.

Endnu en superligaklub er nået til enighed med Spillerforeningen i den såkaldte feriepengesag.

FC Midtjylland meddeler fredag eftermiddag, at parterne har indgået forlig, og klubben skal nu betale et ukendt beløb.

- Vi er glade for, at vi nu er kommet i mål i samarbejde med FCM således, at vores medlemmer nu får efterbetalt den pension og feriegodtgørelse af klubben, de havde krav på efter overenskomsten, siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, i en pressemeddelelse.

FC Midtjylland er bare én af en lang række klubber, der ikke havde orden i feriepengeregnskabet og derfor har måttet punge ud.

FCM's formand, Johnny Rune, er glad for, at sagen nu er ude af verden.

- Jeg vil gerne understrege, at der har været en konstruktiv og løsningsorienteret dialog mellem Spillerforeningen og FCM.

- Der har tidligere været fejl i vores lønadministration, hvilket er beklageligt, og der bliver nu afregnet med Spillerforeningen. Sagen er afsluttet, og vi kan nu kigge frem imod næste sæson, siger Johnny Rune.

Forliget kommer ikke til at påvirke forventningerne til midtjydernes årsregnskab.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.