FC Midtjylland udraderer AGF og trækker fra i toppen

FC Midtjylland trækker fra i Superligaens top, efter at holdet søndag udklasserede AGF i Aarhus med 4-1.

FC Midtjyllands Mikael Andersson (til højre) scorede et mål mod AGF og Benjamin Hvidt i søndagens sene superligakamp.

FC Midtjyllands Mikael Andersson (til højre) scorede et mål mod AGF og Benjamin Hvidt i søndagens sene superligakamp.

AARHUS:FC Midtjylland sendte søndag AGF til tælling med 1-4, og midtjyderne hentede dermed en vital sejr i toppen af Superligaens mesterskabsspil.

FCM dominerede i store dele af kampen, og derfor var det fuldt fortjent, at holdet med sejren kunne øge forspringet til Brøndby.

Forspringet er nu på fire point, efter at Brøndby tidligere søndag tabte 1-3 til FC København.

Sejren var FCM's fjerde i træk, og med 49 point for 24 kampe virker holdet for alvor til have trykket mesterskabsspeederen i bund.

AGF derimod er gået i stå efter fire kampe uden sejr, og holdet er på fjerdepladsen 11 point efter FCM.

Det var ellers det afbudsramte AGF-hold, som var tæt på at komme foran efter bare fem minutter, da midtbanemanden Patrick Olsen klaskede et hårdt spark på den ene stolpe.

FCM satte sig dog på kampen herefter, og i det 16. minut kom føringsmålet.

Det scorede nigerianske Frank Onyeka med et hårdt spark, da han stod klar på en nedfaldsbold i feltet efter et hjørnespark.

Midtjyderne fortsatte dominansen herefter, og med lidt mere skarphed havde ulvene allerede fordoblet føringen før pausen.

Bare syv minutter inde i anden halvleg kom FCM's 2-0 mål dog.

Efter et VAR-tjek for hånd på bolden i AGF-feltet, blev de forsvarende mestre nemlig tildelt et straffespark, som forsvarsspilleren Alexander Scholz sikkert scorede på.

Med en halv time tilbage fik AGF-topscorer Patrick Mortensen så spændingen tilbage i opgøret, da han udnyttede en frisparksretur fra FCM-målmand Jonas Lössl og gjorde det til 1-2.

AGF jagtede herefter udligningen, men det viste sig forgæves, da FCM's islandske offensivspiller Mikael Anderson efter 84 minutter gjorde det til 3-1.

I overtiden lukkede FCM's brasilianske Evander så ballet, da han dukkede op i feltet og fuldendte afklapsningen med sin scoring til 4-1.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden