FC Nordsjælland lejer slovakisk målmand i Slavia Prag

Slavia Prags Martin Vantruba spiller i den kommende sæson for FC Nordsjælland på en lejeaftale.

22-årige Martin Vantruba blev solgt til Slavia Prag i 2018, men har ifølge transfermarkt.com ikke spillet en kamp for den tjekkiske klub. Her ses han under opvarmningen til en kamp i Europa League. (Arkivfoto)

22-årige Martin Vantruba blev solgt til Slavia Prag i 2018, men har ifølge transfermarkt.com ikke spillet en kamp for den tjekkiske klub. Her ses han under opvarmningen til en kamp i Europa League. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Målmanden Martin Vantruba skal forsøge at erobre pladsen mellem stængerne i FC Nordsjællands bur i den kommende sæson.

Superligaklubben skriver på sin hjemmeside, at den 22-årige slovak er hentet på en etårig lejeaftale i tjekkiske Slavia Prag.

Her har han været på kontrakt siden januar 2018, men ifølge tranfermarkt.com har han ikke spillet en kamp af betydning for klubben.

Tiden i Tjekkiet har blandt andet været brugt på en stribe lejeophold i Tjekkiet og Slovakiet, men nu går turen altså til Danmark.

FC Nordsjælland sagde tidligere på sommeren farvel til Nicolai Larsen og har ledt efter endnu en målmand til truppen. Klubben råder også over Peter Vindahl Jensen.

– Vi er glade for, at vi nu har fået målmandskabalen på plads, så vi fortsat kan have en sund konkurrence i vores talentfulde målmandsteam på vores superligahold, siger FCN-sportschef Jan Laursen.

- Martin er en målmand, vi har fulgt længe, og for en måned siden var han på besøg i en uges tid hos os, hvor begge parter kunne se hinanden an.

FC Nordsjælland tager hul på den nye sæson 13. september ude mod Brøndby.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden