FC Vestsjælland fyrer Michael Hansen som cheftræner

Michael Hansen er fyret som cheftræner i FC Vestsjælland, som sidste sæson rykkede ud af Superligaen.

1. september 2015 12:06 - Opdateret 1. september 2015 12:06

FC Vestsjælland har tirsdag formiddag afskediget cheftræner Michael Hansen efter en række skuffende resultater i 1. division.

- Michael Hansen stopper med øjeblikkelig virkning sin trænergerning i FC Vestsjælland.

- Assistenttræner Janus Blond overtager midlertidigt træningen i klubben indtil en permanent løsning er på plads, oplyser FC Vestsjælland i en pressemeddelelse.

Michael Hansen overtog posten som cheftræner i FC Vestsjælland efter Ove Pedersen sidste sommer.

Sæsonen endte med en nedrykning for FC Vestsjælland, og efter en del spillerafgange denne sommer har klubben heller ikke formået at vinde en eneste af de seks første kampe i 1. division.

Det er blevet til tre uafgjorte kampe og tre nederlag og en placering i bunden af rækken.

- FC Vestsjælland takker Michael Hansen for hans indsats for klubben og ønsker ham held og lykke i hans fortsatte karriere, lyder det fra Slagelse-klubben.

Ud over nyheden om trænerfyringen meddelte FC Vestsjælland tidligere tirsdag, at klubben har hentet den 20-årige midtbanespiller Mathias Hebo Rasmussen i FC Nordsjælland.

Mathias Hebo Rasmussen har fået en lejeaftale for resten af året i FC Vestsjælland. Han har spillet seks kampe i Superligaen for FCN.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...