Nørager

FC Zulus helte blev de små

800 mennesker kiggede på i Rørbæk

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Alle sejl var sat til for at give pub­li­kum en to­tal­op­le­vel­se.

RØRBÆK:Når Rørbæk/Nørager IFs serie 2-mandskab optræder på stadion i Rørbæk, overværes det typisk af 50 tilskuere. Cirka 16 gange så mange var på plads omkring banen, da der fredag blev spillet opvisningskamp. - Det var en knaldhamrende succes, både før og efter, siger Torben Pedersen, der som medlem af byfestkomiteen var ansvarlig for arrangementet. 400 betalte entré, dertil kom de heldige, der havde fået fribillet, og børnene, der havde fri adgang. - Vi har vel været 800 omkring banen, mener Torben Pedersen. Tilskuerne strømmede næppe til på grund af det sportslige, for med al respekt for Mark Strudal, så er det trods alt ikke lykkedes at udrette mirakler med det materiale, der via optrædener på TV2 Zulu har opnået kultstatus som antifodboldholdet FC Zulu. Til gengæld var det lykkedes arrangørerne at matche det beskedne talent ved sammensætningen af modstanderholdet ”De røde hunde”, der bestod af en stribe lokale spillere. Med spillere på den gode side af de 150 kilo legemsvægt agerede holdet med stor tyngde, men overvægten blev opvejet af en noget stillestående spillestil. Undervejs blev der også god brug for de to ”sygeplejersker”, der i golfbiler ydede førstehjælp på og uden for banen. Meget retfærdigt endte kampen 3-3, og afgørelsen måtte derfor findes på ”amerikansk straffespark”. De fem forsøg endte med en scoring til FC Zulu og to til de lokale helte, som altså løb af med sejren. - Når man skal starte helt oppe fra midterlinjen, så kan man jo godt være kørt træt, når bolden skal forbi målmanden, lyder forklaringen fra Torben Pedersen om den pauvre udnyttelsesprocent. De to hold tog revanche i tredje halvleg i teltet sammen med over 300 andre festdeltagere til musik og underholdning af ”The Powls”, og i går blev der så sagt taget endelig afsked ved morgenmaden. - Alle var meget tilfredse. FC Zulu møder normalt serie 1- og serie 2-hold og får stryg med 15-0 og 18-0, så det her var vist en behagelig afveksling, smiler Torben Pedersen. Byfesten fortsatte i går med ungdomsstævne, fiskekonkurrence og teltbal, og i dag skrues der igen op for fadølshanerne, når Årets Rose skal uddeles til en borger, der har ydet en indsats ud over det sædvanlige. Desuden er der vognoptog og optræden af en vaskeægte slangetæmmer.