FCK-boss: Vi skal videre fra gruppen

FC Københavns sportsdirektør mener, at klubben bør have gode chancer for at gå videre i Europa League.

FCK-boss: Vi skal videre fra gruppen

FC Københavns sportschef Carsten V. Jensen er ikke skræmt af fredagens lodtrækning til Europa League, hvor sidste sæsons danske sølvvindere havnede i pulje med Stuttgart, Steaua Bukarest og Molde.

Selv om han forudser en nogenlunde jævnbyrdig pulje, er målet fortsat at ende som et af de to øverste hold, der går videre i turneringen.

- Med vores placering i andet seedningslag er vi favoritter til at gå videre, og det må vi tage på os, så vi også kan spille europæisk efter jul.

- Det bliver lige kampe, men vi bør sætte overliggeren højt, siger han.

Lodtrækningen betyder, at FC København i efteråret skal møde to af klubbens tidligere spillere.

William Kvist skiftede til Stuttgart sidste sommer, mens Pape Pate Diouf er udlånt til Molde, hvor han spillede indtil skiftet til FCK. Diouf har rigtigt har slået til i FCK.

- Det er interessant, at vi kommer til at spille mod to tidligere holdkammerater, som nok vil have hver deres udgangspunkt.

- For William bliver det en tur tilbage til rødderne, mens Pape Pate Diouf nok vil være topmotiveret for at vise sig frem, siger Carsten V. Jensen.

Han mener ikke, at FC København bør frygte topseedede Stuttgart fra den stærke tyske Bundesliga.

- Vi har tidligere vist, at vi kan spille lige op imod tyske hold. Det gjorde vi blandt andet sidste år mod Hannover, og derfor mener jeg også, at vi har en god chance mod Stuttgart, siger sportsdirektøren.

FC København sluttede sidste år som nummer tre i sin Europa League-pulje efter belgiske Standard Liege og Hannover 96 fra Tyskland.

Kampene mod Hannover endte henholdsvis 2-2 på udebane og 1-2 hjemme i Parken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.