FCK får en varm velkomst

AALBORG: Ubesejrede FCK Håndbold med Camilla Andersen i spidsen kan vente sig en varm velkomst, når de i aften løber ind i Gigantium til topopgøret mod Aalborg DH i kvindernes HåndboldLiga. Der har længe været totalt udsolgt til kampen mellem rækkens nummer ét og to, og hos aalborgenserne brænder en skadesfri trup ifølge træner Christian Dalmose efter at fyre raketten af: - Vi er så supertændte til den her kamp, at man tror, det er løgn. Hvis publikum er lige så meget på mærkerne, kan vi måske chokere FCK allerede fra starten. Men når det er sagt, så har jeg stor respekt for dem og især Camilla Andersen, der har fået løftet sit nye hold med 70 procent. Alene på grund af hende forventer jeg langt hen af vejen en lige kamp, siger Christian Dalmose. Han overvejer flere skraktræk imod den rutinerede playmaker, heriblandt en mandsopdækning, men holder kortene tæt til kroppen. ADH-træneren føler sig overbevist om, at ADH's store bredde vil gøre udslaget til sidst: - De har en fantastisk startformation med spillere som Camilla Andersen, Mette Vestergaard, Leila Lejeune og Camilla Thomsen, men deres udskifterne har ikke samme klasse, konstaterer han. Stillingen i Håndboldligaen skal da også tages med et gran salt. Nok er FCK ubesejret, men de har endnu ikke mødt ligaens tre stærkeste hold indtil videre: Viborg, Slagelse og så selvfølgelig Aalborg DH. Hvis aalborgenserne vinder i aften vil alle fire nævnte hold iøvrigt stå helt lige i toppen med ét nederlag hver.clausjen