FCK holder guldkursen efter sikker sejr

FC København er tre point tættere på guldmedaljer, efter at holdet vandt 3-0 over svage FC Nordsjælland. Sejren til FCK lægger samtidig yderligere pres på OB.

FCKs Mathias Zanka Jørgensen jagtes af tyske Bayer Leverkusen. Foto: Scanpix

FCKs Mathias Zanka Jørgensen jagtes af tyske Bayer Leverkusen. Foto: Scanpix

FC København er uden problemer kommet et skridt nærmere på at forsvare det danske fodboldmesterskab, efter at holdet mandag på udebane let vandt 3-0 over FC Nordsjælland, der ikke havde meget at byde på. Det havde københavnernes to backer til gengæld. Med et mål hver grundlagde tjekkiske Zdenek Pospech og svenske Oscar Wendt den københavnske sejr, inden brasilianske Cesar Santin lukkede og slukkede for FCK, der med sejren lægger yderligere pres på SAS Ligaens nummer to, OB. FC København var kampen igennem totalt dominerende, selvom holdet på ingen måde spillede sig helt ud. Det var slet ikke nødvendigt, da værterne fra FC Nordsjælland stort set ingenting havde at byde på i det fremadrettede spil. Holdet var alt for langsomme i omstillingsspillet, og når Morten Wieghorsts mandskab endelig fik fat i bolden og indledt noget, der lignede et kontraangreb, blev bolden hurtigt mistet. Det var særdeles tydeligt, at hjemmeholdet savnede anfører Nicolai Stokholm og den tidligere FCK'er Sibusiso Zuma, der var holdets bedste i FC Nordsjællands flotte 2-0-sejr over FCK i Parken for et par uger siden, men som nu er skadet. Med sejren er FC København nu hele syv point foran forfølgerne fra OB, der dog kan indhente de danske mestre en smule, hvis holdet i Odense besejrer Esbjerg i mandagens sene kamp. /ritzau/