FCK-lejr undrer sig over surrealistisk nederlag

Både William Kvist og Ståle Solbakken havde svært ved at forstå, at FCK ikke formåede at besejre FCM.

FCK-anfører William Kvist ærgrede sig efter 0-2-nederlaget til FC Midtjylland. Foto: Scanpix/Tariq Mikkel Khan

FCK-anfører William Kvist ærgrede sig efter 0-2-nederlaget til FC Midtjylland. Foto: Scanpix/Tariq Mikkel Khan

FC København indkasserede fredag det andet nederlag på stribe, da hjemmekampen mod FC Midtjylland i Alka Superligaens mesterskabsspil blev tabt med 0-2.

Modsat det forrige nederlag i Aalborg leverede FCK dog i store dele af fredagens kamp en god præstation, og anfører William Kvist havde svært ved at forstå, hvordan holdet ikke formåede at gå fra banen i Parken med en sejr.

- Det var en lidt surrealistisk oplevelse at tabe 0-2 i så vigtig en kamp, hvor jeg også tror, at selv FCM-spillerne vil sige, at vi spillede relativt godt.

- Første halvleg var noget af det bedste, som vi har spillet i lang, lang tid, men vi havde brug for et resultat, og det fik vi ikke, siger han.

FCK-kaptajnen, der i fredagens kamp spillede fra start for første gang siden starten af april, var trods dominansen mod FCM ikke for fin til at rose midtjyderne, der fortsat har chancen for at vinde det danske mesterskab.

- Det var lidt det samme i vores udekamp i Herning, hvor vi også spillede rigtig flot, men alligevel gik FCM derfra med en sejr. De har fået seks point mod os nu, og det er rigtig flot. Det må være en cadeau til dem og Jess Thorup.

Manager Ståle Solbakken havde lige som sin anfører svært ved at forstå nederlaget. Han savnede særligt kvalitet på banens sidste tredjedel.

- Vi spillede en fantastisk kamp. Jeg synes også, at vi i anden halvleg så gode ud i lange perioder, men vi manglede tit den sidste aflevering. Vi havde bolden mere i FCM’s straffesparksfelt, end de havde i hele kampen, og det siger alt.

Grundet nederlaget til FCM er FCK presset til sejr i sidste spillerunde, hvor holdet skal en tur til Farum i en direkte duel om bronzemedaljerne mod FC Nordsjælland.

Alt andet end en sejr vil give FC Nordsjælland tredjepladsen, men Solbakken er fortrøstningsfuld efter flere gode spillemæssige præstationer i den seneste tid.

- Forud for foråret havde vi håbet på den finale mod FCN, og nu ved vi, at vi har en matchbold mere, så det er bare at slippe håndbremsen og spille den type af fodbold, som vi har gjort i lang, lang tid nu, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.