FCK-stjerner: 1-0 bør være nok til finale

Rurik Gislason, Olof Mellberg og Andreas Cornelius mener, at 1-0-sejren er et fint udgangspunkt før returen.

Det var hverken prangende eller specielt overbevisende. Men onsdagens 1-0-sejr over FC Nordsjælland i den første af to semifinaler i DBU Pokalen bør være nok til at komme i finalen.

Det mener flere af de bærende FC København-spillere, som kan se frem til spændende returkamp i Farum om to uger.

- Jeg synes, vi holdt god fart i bolden, som FCK generelt har været gode til, men det har manglet lidt på det seneste. Det skal vi bygge videre på i de næste kampe.

- Og vi kan se, at når vi rammer en fem-seks gode afleveringer i træk, så er det, vi får vores chancer og får åbnet spillet op.

- Jeg er positiv før returen, for selvom 1-0 ikke er en prangende føring, så er den god. Vi går efter at vinde returkampen, og det vil være stort for mig med en pokalfinale, siger FCK's islandske kantspiller Rurik Gislason til klubbens hjemmeside.

Også angriberen Andreas Cornelius er optimistisk i forhold til at kunne nå i finalen.

- En god sejr efter en god første halvleg og en ok anden halvleg. Vi havde bolden meget og sørgede for, at FC Nordsjælland ikke fik nogen chancer. Alt i alt en godkendt indsats.

- Vi skal dog skabe lidt flere chancer, men i og med vi holdt nullet, så ser det fint ud inden kampen i Farum, siger Cornelius.

FCK's svenske midtstopper Olof Mellberg er tilfreds med, at det lykkedes at holde FCN fra scoringer.

- En lidt mærkelig kamp. De stod meget dybt, ville gerne have bolden, men kom aldrig rigtig frem til chancer. Vi skulle dog passe på dem, for pludselig kom de - men de kom frem til meget få chancer.

- Vi spillede med stor tålmodighed mod dem, og generelt lykkedes det meste ganske godt. 1-0 er selvfølgelig en spinkel føring inden returkampen, men vi har et clean sheet, og det er en stor fordel, mener Mellberg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst