FCK-stopper: Bordeaux udnytter Cornelius' styrker mere

Andreas Bjelland forventer, at Bordeaux vil bruge Andreas Cornelius' styrker mere, end Atalanta gjorde.

Andreas Cornelius brændte et straffespark, da Atalanta blev slået ud af Europa League-kvalifikationen af FC København. Angriberen skiftede efterfølgende til Bordeaux, hvor han endnu har sit første mål til gode. Foto: Francois Nascimbeni/Ritzau Scanpix

Andreas Cornelius brændte et straffespark, da Atalanta blev slået ud af Europa League-kvalifikationen af FC København. Angriberen skiftede efterfølgende til Bordeaux, hvor han endnu har sit første mål til gode. Foto: Francois Nascimbeni/Ritzau Scanpix

For anden gang på få måneder kan Andreas Cornelius stå over for sin tidligere klub FC København, når holdet møder Bordeaux torsdag i Europa League.

FCK-midtstopperen Andreas Bjelland forventer imidlertid en anden form for duel, fordi Bordeaux har mere fokus på indlæg, end Atalanta havde.

- Atalanta spiller på en anden måde og ville ikke rigtig bruge hans styrker, som er i feltet. Det kommer Bordeaux formentlig til at bruge lidt mere, siger Bjelland.

- De har nogle rigtigt dygtige kantspillere, som kan fodre ham i feltet. Så det bliver nok et andet spilsystem, vi skal forholde os til.

Cornelius fik 90 minutter i weekendens 0-0-kamp mod Reims. Angriberen er også udtaget til den Bordeaux-trup, der torsdag skal forsøge at hente sine første point i denne sæsons Europa League-gruppespil.

Da Cornelius stod over for FCK i slutningen af august, blev han en af skurkene på det italienske hold med et brændt forsøg i straffesparkskonkurrencen.

FCK'erne mener dog ikke at have det psykologiske overtag af den grund, understreger Peter Ankersen.

- Umiddelbart tror jeg ikke, det betyder det helt store. Nu kender jeg "Corner" lidt, og jeg tror, han er en fyr, der rimelig hurtigt ryster sådan noget af sig.

- Ikke fordi han er ligeglad, men fordi han er mentalt stærk, lyder det fra Peter Ankersen.

Andreas Cornelius har endnu sit første mål til gode efter skiftet til Bordeaux.

Ligue 1-klubben er under pres efter et nederlag i første gruppekamp mod Slavia Prag i Tjekkiet.

FCK fik 1-1 mod Zenit Skt. Petersborg i første runde. De to bedste hold i gruppen går videre til turneringens knockoutfase, som begynder i februar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.