FCK-træner: Zenit er nemmere at læse end Atalanta

Zenit-træner Sergei Semak ville gerne have handlet mere ind i sommerens transfervindue, så bredden var større.

Portugiseren Luis Neto, som spiller for Zenit, har stor respekt for FC København inden russernes Europa League-opgør i Parken torsdag aften. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Portugiseren Luis Neto, som spiller for Zenit, har stor respekt for FC København inden russernes Europa League-opgør i Parken torsdag aften. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Det har været nemmere for FC København-træner Ståle Solbakken at forberede sig på torsdagens Europa League-kamp mod Zenit end de forudgående kampe mod Atalanta.

Zenit bruger langt færre spillere end Atalanta, og russerne spiller mere ensartet fra kamp til kamp end det italienske hold, som FCK endte med at slå ud over to kampe i Europa League-kvalifikationen.

Det fortalte Solbakken på onsdagens pressemøde inden torsdagens første kamp i Europa League-gruppespillet hjemme mod Zenit.

- På mange måder er Zenit lidt nemmere at analysere end Atalanta, som havde en meget mere kompleks måde at spille på.

- Træneren i Atalanta havde 25 spillere at jonglere med. Træneren i Zenit har måske 13-14 spillere.

- Atalanta jonglerede også med flere systemer fra kamp til kamp. Så der er lidt kortere tid med analysearbejdet mod Zenit, siger Solbakken.

Zenit-træner Sergei Semak er ikke overrasket over Solbakkens udtalelser og erkender, at holdet savner lidt bredde.

- Vi har manglet spillere at skifte ind i kampene. Vi var ikke så heldige i løbet af transfervinduet.

- Men min opgave som træner er at arbejde for at opnå de maksimale resultater. Situationen bliver bedre, når nogle af de skadede spillere er tilbage, siger Semak.

Solbakken roste også Zenit, som ifølge nordmanden både kan spille direkte og med lange bolde til nogle store angribere eller med korte afleveringer med brug af dygtige kantspillere.

FCK-træneren fremhævede den tidligere Chelsea-spiller Branislav Ivanovic som chefen i forsvarskæden.

Desuden nævnte Solbakken dribleren Róbert Mak, argentineren Leandro Paredes, der binder holdet godt sammen på midtbanen, samt de russiske landsholdsspillere Daler Kuzyaev, Aleksandr Erokhin og Artem Dzyuba.

Zenits forsvarsspiller Luis Neto vil ikke tage favoritrollen og mener, at gruppen, der også tæller Slavia Prag og Bordeaux, er meget åben.

- Vi er et stærkt hold. Men det kan man også sige om de tre andre hold i gruppen, som er meget lige. FCK fører ligaen i Danmark, og Slavia Prag og Bordeaux er også to meget stærke hold.

- Der er en chance for alle i gruppen. Kampene bliver hårde, men vi skal vise vores styrke i Europa. Og vi vil gerne starte godt mod FCK, siger Luis Neto.

Solbakken vurderer, at ni point vil være nok til at gå videre som et af de to bedste hold i gruppen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.