FCM-boss: Vi har skuffet mange

Direktør Claus Steinlein og anfører Kristian Bak er i kulkælderen efter FCM søndag smed sølvmedaljerne.

18. maj 2014 23:15

FC Midtjylland lå i denne sæson længe til guldet i Superligaen, men måtte se sig overhalet af AaB. Og i sidste spillerunde blev nedturen så total, da man tabte 3-1 hos Sønderjyske og blev overhalet af FC København i kampen om sølvet.

Klubbens sjette sæt medaljer på 15 år – to gange sølv og fire gange bronze – er da også kun en ringe trøst for FCM-direktør Claus Steinlein.

- Det er noget værre lort. Vi er ekstremt skuffede over at stå her med bronzen. Vi havde det i egne hænder og havde drømt at spille med om guldet til sidste runde.

- Det er en kæmpe skuffelse for ikke bare klubben, spillerne og trænere, men også for fansene og sponsorerne. Vi har skuffet mange, og det er vi utroligt trætte af, siger Steinlein.

Anfører Kristian Bak peger på mental uskarphed som årsagen til nedturen.

- Det er forfærdeligt, der er egentligt ikke så meget mere at sige, siger en lavmælt FC Midtjylland-kaptajn og tilføjer:

- Fodbold er også en mental ting, og nogle gange fylder det måske for meget, når man ligger nummer et i så mange runder. Det har vi ikke prøvet før i FC Midtjylland, og vi viste, at vi ikke mentalt var skarpe nok.

- Det har vi ellers vist tidligere i sæsonen, at vi er, men timingen har bare været katastrofal, siger Bak, der ikke har den store motivation til søndagens afslutningsfest på holdet:

- Afslutningen er blevet noget andet nu. Det er lidt specielt, at vi står med bronzen og egentligt mest har lyst til at hænge os selv. Det er fuldstændig vanvittigt.

- Sidste gang, vi vandt bronze, kom vi fra baghjul og var helt oppe at ringe. Vi havde den bedste fest dengang, men nu kan vi gå hjem kigge på hinanden og tænke 'Hvad fanden laver vi? Det er mærkelig situation.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...