FCM holder fast i guldhåbet efter nedtur

30 dårlige minutter torsdag aften sendte måske superliga-guldet væk fra FCM, som tabte 1-3 ude til Brøndby.

9. maj 2014 04:48

FC Midtjylland kan ikke længere af egen kraft sikre sig mesterskabet efter torsdagens 1-3-nederlag ude til Brøndby.

Men cheftræner Glen Riddersholm opgiver ikke superligaguldet, som med to spillerunder igen ser ud til at gå til AaB.

- Vi har endnu to kampe at spille, og jeg tror på, at vi kan få seks point i de kampe. Så har vi selvfølgelig brug for noget hjælp fra andre hold, og det håber vi på at få.

- Nu ser det ud til, at FC Vestsjælland (AaB's næste modstander, red.) fik reddet sig i bunden med sejren over AGF, men vi er alle sammen professionelle og vil vinde, så jeg er ikke bekymret for, at AaB får en let kamp, siger Riddersholm.

Han henviser til, at FC Vestsjælland torsdag aften vandt 2-1 over AGF, hvilket formentlig betyder, at Slagelse-holdet forbliver i landets bedste række.

Inden de sidste to spillerunder er AaB tre point foran FCM. Efter udekampen mod FC Vestsjælland får AaB besøg af AGF, som ligger på sidstepladsen efter ni nederlag i træk.

FCM får besøg af FC København, mens midtjyderne i sidste spillerunde gæster Sønderjyske, som kæmper for at blive i Superligaen.

Hvis FCM skal have seks point de næste to kampe, så kræver det en noget bedre indsats end den mod Brøndby.

Især de første 30 minutter mod Brøndby var elendige, indrømmer Riddersholm, der så sit hold komme bagud 0-3 i den periode.

- Det var sæsonens 30 klart dårligste minutter, konstaterer træneren.

FCM-anfører Kristian Bak Nielsen tror fortsat på guldet.

- Seks point i de sidste to kampe, og så tror jeg stadigvæk, at det bliver en sjov sæsonafslutning. Om vi så havde haft en god dag mod Brøndby, havde vi haft svært ved at slå dette Brøndby-hold. De spillede bedst, og vi kunne have tabt større.

- Vi har før vist, at vi er gode til at komme fra baghjul, og det må vi prøve på igen, men vi har brug for seks point og så en AaB-fejl. Den kan komme, og vores målscore er stadig bedre end AaB's, selvom vi tabte til Brøndby, siger forsvarsspilleren.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...