FCM-lejr ærgrer sig: Tynd og afgørende udvisning

FC Midtjylland-lejren var ikke enige i det røde kort, som holdet fik i onsdagens kamp mod FCK.

FC Midtjylland-træner Brian Priske og anfører Erik Sviatchenko var utilfredse med flere kendelser efter nederlaget til FC København.

FC Midtjylland-træner Brian Priske og anfører Erik Sviatchenko var utilfredse med flere kendelser efter nederlaget til FC København.

KØBENHAVN:FC Midtjylland var ikke tilfreds med det røde kort, som backen Dion Cools blev tildelt i det 75. minut af onsdagens hæsblæsende 2-4-kamp mod FC København.

Ved stillingen 2-2 begik Cools straffespark for en holde-forseelse på FCK's Jonas Wind og i samme ombæring blev backen udvist af dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt.

FCM-lejren forstod ikke meget af, hvorfor Dion Cools oveni straffesparket skulle have et rødt kort, som blev afgørende for kampens udfald.

- Jeg forstår ikke reglerne helt og hvorfor, dommeren ikke så den igen. Man kunne jo se på video, at Wind fuldstændig rev Dion ned, så hvad skulle han gøre?

- Han blev jo revet med ned. Jeg synes, det er vildt, siger anfører Erik Sviatchenko og fortsætter:

- Når det er så afgørende, er der brug for at se det igennem. Den er tvivlsom, og den skulle vel heller ikke have været der, for Wind rev lige så meget i Dion.

Kampen endte altså 4-2, og FCM-træner Brian Priske peger på det røde kort som den afgørende faktor.

- Det røde kort var 100 procent kampafgørende, og det blev svært og op ad bakke derfra. Inden da kan jeg kun rose mine spillere for indsatsen, og vi var det bedste hold før det røde kort, siger han og tilføjer om udvisningen:

- Det var et tyndt rødt kort, men det var, hvad det var. Jeg gider ikke bruge tid på det. Men det var kampafgørende, for vi skulle op at jagte og var en mand nede, og i sådan en situation er FCK dygtige.

FCK-angriberen Jonas Wind forstår ikke FCM's undren.

- Det ville være dumt af mig at falde i stedet for at sparke den ind. Det kunne jeg ikke, fordi han rev mig i trøjen, men altså, det må FCM godt sige. Der var straffe, og vi vandt, siger han og tilføjer om onsdagens vilde drama:

- Vi spiller åbenbart kun underholdende kampe. Det er vanvittigt, og det må være fedt at se udefra. Lidt nervepirrende selv at være en del af, men en fed, fed kamp, og især når vi endte med at vinde.

Både FCM, Brøndby og FCK kan vinde guld i sidste runde af sæsonen på mandag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
Her er alle de nye restriktioner, du skal kende
Luk