FCM-reserver knuste Hobro

Ikast slog Hobro IK 5-2 i 2. division vest i fodbold, og Hobro mistede dermed terræn i bestræbelserne på at holde kontakt med toppen i rækken. AaB II slog Varde 3-1.

Banen var på forhånd kridtet op for Hobro IK forud for lørdagens udekamp mod Ikast, FC Midtjyllands SAS Liga-reserver, i 2. division vest i fodbold. En sejr ville bringe Hobro IK helt frem blandt topholdene i rækken, mens et nederlag ville afstikke en kurs mod midterholdene. Det blev det sidste for Hobro IK. Efter 2-0 ved pausen øgede Ikast til 4-0 på to hurtige fuldtræffere midt i anden halvleg. Hobro IK reducerede til 4-2 på scoringer af Peter Tomsen, straffespark, og Rene Svendsen - sidstnævnte otte minutter før tid. Men Ikast cementerede sejren med en scoring til 5-2 i det 85. minut. Hobro IKs Mark Vestergaard blev udvist med rødt kort i det 68. minut. AaB II slog uden slinger i valsen eller driblingerne Varde 3-1 på udebane i samme række. Ronnie Schwartz gav AaB en ønskestart med en scoring til 0-1 i det 2. minut, og Kasper Risgård samt Mohammed Rajab øgede til 0-3 på to flotte langskudsperler i henholdsvis det 24. og 39. minut. Varde fik sin kosmetiske reducering til 1-3 10 minutter før tid. Hos AaB var der debut til målmand Simon Enevoldsen og kantspilleren Jakob Randrup. De to øvrige nordjyske mandskaber i 2. division vest, FC Hjørring og Blokhus FC, brager sammen søndag eftermiddag i et for begge hold uhyre vigtigt opgør i Hjørring med kickoff kl. 13.00.