FCM ser lyst på fremtiden trods nedtur

I FC Midtjylland er skuffelsen enorm, men fremtiden tegner trods alt lys, mener direktøren og anføreren.

19. maj 2014 11:03

FC Midtjylland lå længe til at snuppe mesterskabet i den netop overståede Superligasæson, men søndag endte det hele i stedet med et sæt skuffende bronzemedaljer.

Nedturen stod malet i ansigter på FCM-folkene søndag, men der var også plads til lidt optimisme efter at have været så tæt på triumfen.

- Vi har meget at bygge videre på. Vi har en god blanding at rutinerede og unge spillere, og hvis vi kan undgå skader til profilerne, kæmper vi med i toppen igen i næste sæson, siger anfører Kristian Bak og tilføjer:

- Nu ved vi også, at sådan en skuffelse som den her, den har vi ikke lyst til at opleve igen. Det er helt sikkert.

Direktør Claus Steinlein ser ligeledes lyst på fremtiden.

- Set over de 15 år, klubben har eksisteret, har vi været en kæmpe succes. Vi hentet i alt ti sæt medaljer, seks af sølv og fire af bronze i ligaen og pokalen, og jeg er sikker på, at mange er misundelige på os, fordi vi altid spiller med i toppen.

- Men nu er det også ved at være på tide, at vi henter guld. Fundamentet er godt, og jeg fortrøstningsfuld for fremtiden. Vi skal bare lige sunde os lidt først, siger FCM-bossen, der tidligere har luftet tanken om at sælge fem-seks profiler denne sommer:

- Nu må vi se, hvilke bud der kommer ind i løbet af sommeren. Generelt bliver der jo ikke solgt så mange spillere fra dansk fodbold. Men uanset hvad er jeg stensikker på, at vi også i næste sæson har et stærkt hold.

Anfører Kristian Bak har selv været udenlands i karrieren – hos hollandske Heerenveen – og han rådgiver gerne sine yngre holdkammerater.

- Jeg snakker med dem og deler ud af min erfaring. Jeg snakker blandt andet med dem om klubfølelse, men jeg siger også til dem, at hvis det rigtige tilbud kommer, så skal de tage af sted.

- Jeg håber selvfølgelig, vores bedste spillere bliver, men vi ved jo også, at det ofte er de bedste, der bliver solgt.

- Hvis der bliver solgt en håndfuld eller deromkring, er jeg helt sikker på, at der også kommer nogle nye ind til at afløse dem. Jeg glæder mig til at se, hvad der sker. /ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...