FCM-skytte: Håndboldligaen er mere åben end nogensinde

Der skal kæmpes hårdt for sejrene i denne sæson, mener landsholdsanføreren Line Jørgensen før ligastarten.

FCM-skytte: Håndboldligaen er mere åben end nogensinde

Unge håndboldtalenter myldrer frem i de danske klubber, og det er medvirkende til at skabe den mest åbne kamp om medaljerne i mange år.

Det mener FCM Håndbolds landsholdskaptajn Line Jørgensen, før midtjyderne skyder kvindernes liga i gang med hjemmekampen mod Sønderjyske i aften.

- Det er en rigtigt bred liga, der er bredere, end den måske har været nogensinde før. Det bliver en sæson, hvor man skal kæmpe hårdt for sejrene, mener Line Jørgensen.

I modsætning til mange kvindeligaer i udlandet er den bedste danske række kendetegnet ved stor jævnbyrdighed, hvor mindst en håndfuld klubber bejler til en plads blandt de allerbedste.

Den tendens ser ud til at være blevet forstærket.

- Ligaen i Danmark har i mange år haft det sådan, men i år er den bredere end nogensinde med rigtig mange hold, der kan overraske - specielt på deres egen hjemmebane.

- Der kommer flere og flere unge, spændende spillere op, siger Line Jørgensen.

Hun og FC Midtjylland vandt DM-guld i sidste sæson efter at have slået Tvis Holstebro i finalen, og midtjyderne er også manges favorit før denne sæson.

Storskytten Stine Jørgensen er kommet til fra Aalborg og vil give holdet endnu flere muligheder i bagkæden. Men FCM-truppen er ikke alt for stor, minder Line Jørgensen om.

- Vores chancer afhænger meget af skader. Vi har en rigtig smal trup i år. Men vi vandt DM i sidste sæson, og det er det største, man kan vinde i Danmark, så det vil vi gerne igen.

- Men Team Esbjerg har forstærket sig. Tvis og Viborg har fået spændende spillere. Ligaen bliver mere åben end nogensinde før, forudser Line Jørgensen.

Kampstart er klokken 19.00.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst