FCN kan stå uden midterforsvar mod FCK

Ivan Runje nu også i problemer

Ivan Runje er tvivlsom til topbraget mod FCK. Foto: Scanpix

Ivan Runje er tvivlsom til topbraget mod FCK. Foto: Scanpix

FARUM:FC Nordsjælland er hårdt ramt af skader i det centrale forsvar forud for søndagens topkamp i Superligaen mod FC København.

I forvejen er den danske landsholdsspiller Jores Okore, som har styret FCN's forsvar i denne sæson, ude med en skade for resten af året.

Onsdag aften måtte FCN's kroatiske midtstopper Ivan Runje udgå med en skade i første halvleg af Champions League-kampen mod Chelsea.

Ivan Runje måtte allerede lade sig skifte ud efter ni minutter af opgøret på Stamford Bridge med en skade i hoften, og det endte med et ydmygende 1-6-nederlag til englænderne.

- Ivan har fået en skade i hoftebøjeren, og efter undersøgelserne torsdag, er det stadig svært at sige, om han kan blive klar til søndagens kamp mod FCK.

- Han må betragtes som tvivlsom, og de næste par dage vil vise, om han når at blive klar, siger FCN's fysioterapeut Hans Ørting til klubbens hjemmeside.

I stedet for Ivan Runje blev anfører og midtbanespiller Nicolai Stokholm rykket ned i midterforsvaret, hvor han tidligere har vikarieret, når der har været brug for det.

Men både 36-årige Stokholm og den normale højreback Michael Parkhurst havde problemer med at tæmme Chelseas offensiv, der scorede efter behag.

FCK fører Superligaen med 44 point efter 19 kampe, mens FCN på andenpladsen har 35 point.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk