FCN kunne ikke udnytte overtag

Bundholdet Brønshøj "stjal" point på Provstejorden

FC Nordjylland Brønshøj 1-1 Fodbold, 1. division AALBORG: Det kan godt være, lørdagens gæster på Provestejorden, bundholdet Brønshøj, går under kælenavnet "hvepsene". Men i går var det hjemmeholdet FC Nordjylland, som især i de første 45 minutter sværmede flittigt foran Brønshøj-målet. Efter pausen var det mere sparsomt med åbne scoringstilbud til hjemmeholdet. FCN-dominansen fortsatte dog, men nordjyderne magtede ikke at udnytte det massive overtag, og i sidste ende måtte hjemmeholdet tage til takke med det ene point, som topscorer Bo Nielsen skaffede på det straffespark, som forsvarsspilleren Per Gade energisk fremtvang et kvarter før tid. Forinden havde Kristian Meisler i det 63. minut himmelråbende uretfærtdigt sparket gæsterne i front, da FCN-forsvaret tog sig en sjælden blunder. Efter kampen havde en dybt skuffet FCN-træner Flemming Nielsen svært ved at glæde sig over sæsonens første uafgjorte resultat i ni kampe. Og han rettede ikke mindst skytset mod sine forreste folk, måltyvene Glenn Gundersen og Bo Nielsen, som begge havde store muligheder for at punktere et presset Brønshøj-mandskab i første halvleg. - Med den fysik de to har, så bevæger de sig altså for lidt inde i feltet. De er så rutinerede, at de godt ved, hvordan en bold skal sparkes ind. Alligevel vælger de forkerte afslutninger, som måske nok ser flotte ud, hvis de lykkes. Men effektivt er det ikke, konstaterede FCN-træneren. Kritikken var ikke mindst møntet på Bo Nielsen, som før pausen et par gange forsøgte at sparke indlæg ind med ryggen til målet. - Jeg ved ikke, om jeg vælger forkerte afslutninger. Jeg mener bare, jeg forsøger at få bolden i mål. Vi spillede okay, og producerede også flere chancer. De ville bare ikke ind, konstaterede den 32-årige lejesvend fra Silkeborg, som trods alt sikrede hjemmeholdet det ene point. Og nu er oppe på fem træffere i denne sæson - eller halvdelen af FC Nordjyllands totale målhøst. - Havde vi bare scoret først, så havde de været færdige. Lige nu føles det som om, vi tabte to point, men omvendt er det godt, vi ikke tabte. Som kampen udvikler sig, må vi være glade for, at vi trods alt får det ene point, lød det fra Bo Nielsen. Midtbanestyrmanden Daniel Kristensen ærgrede sig også grundigt over, at det ikke lykkedes at hente sæsonens anden gevinst på eget græs mod et hold, som havde tabt syv af de første otte kampe i turneringen. - Vi har meget spil. Men desværre fik ikke puttet bolden i kassen. Var vi kommet foran, så havde vi også fået endnu mål, for Brønshøj kunne ikke skabe noget som helst. Det er et hold, som vi bare skal kunne slå. Kampfakta: Pausestilling: 0-0 Mål: 0-1 Kristian Meisler (63. minut), 1-1 Bo Nielsen (75. min., str.) Advarsler: 34. minut: Morten Stær, Brønshøj. FCN, 4-4-2: Brian Ulstrup - Jacob Berger, Per Gade, Kristian Jensen, Søren Jensen (70. minut: Morten Larsen) - Kaspar Rynkeby, Phong Dao (70. minut: Thomas Buus Nielsen), Daniel Kristensen, Thomas Kortegaard - Bo Nielsen, Glenn Gundersen. Brønshøj, 4-5-1: Morten Olesen - Danni V. Hansen, Kaspar Pilmark, Anders Steffensen, Michael Barfoed (67. minut: Ali Aliji) - Flemming Nielsen, Brian Kaus, Morten Stær, Kristian Meisler (85. minut: Jesper Duelund, Pawel Galara - Patrick Tronborg (76. minut: Mads Hedegaard) Dommer: Per Abrahamsen Tilskuere: 265 på Provstejorden