FCN-træner har fortsat flere talenter på vej

To U19-spillere blev afgørende i FCN's sejr over Silkeborg, og Kasper Hjulmand fortæller, at flere er på vej.

Fodbold 1. marts 2018 21:19

FC Nordsjælland bliver på utrolig vis ved med at producere unge talenter, der slår igennem på klubbens førstehold.

Torsdag kom det til syne i 3-1-sejren over Silkeborg på hjemmebanen i Farum.

Her scorede den 18-årige midtbanespiller Nicklas Strunck Jørgensen i sin blot anden optræden i Alka Superligaen til 2-1 umiddelbart efter sin indskiftning, mens den 17-årige angriber Nikolai Baden cementerede sejren i tillægstiden.

Det er ifølge FCN-træner Kasper Hjulmand et stort cadeau til klubbens arbejde med netop de unge.

- Det var to U19-drenge, der kom ind og fik scoret, når de andre ikke kunne. Det var super dejligt, og det viste endnu engang klassen i vores talentakademi, når sådan to knægte kom ind og gjorde, som de gjorde, siger han.

Netop Nicklas Strunck var både overrasket og glad over pludselig at få en afgørende rolle i sin blot anden kamp i landets bedste række.

- At kunne komme ind i en lige kamp og så score på min førsteberøring var vildt lækkert. Det var en speciel følelse, og jeg er meget stolt over at komme ind i min anden kamp og få en afgørende rolle, siger han.

Den 18-årige midtbanespiller er blot en af mange af klubbens egne talenter, der har fået sit gennembrud i denne sæson.

Hjulmand fortæller, at han og FCN fortsat har flere talenter i støbeskeen, der snart vil få chancen på førsteholdet.

- Der bliver ved med at komme flere til. Vores 2000 og 2001-årgang ser rigtig spændende ud. Der kommer noget, der er rigtig, rigtig spændende, og det vil blive ved med at komme, siger han.

FC Nordsjælland er fortsat nummer tre i Alka Superligaen, hvor næste opgave er en udekamp mod Randers FC.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...