FDB tilbyder el til medlemmer

Forbrugerforhold 1. maj 2003 08:00
De 1,5 mio. danskere, der er medlem af FDB eller en brugsforening, får i denne tid et tilbud om at købe fri el gennem FDB og samarbejdsparterne OK. Medlemmerne vil få 8 pct. bonus på deres el-køb af den såkaldte frie el. Tilbuddet er blevet muligt som følge af liberaliseringen af elmarkedet, fra 1. januar i år. Besparelserne er dog ikke store. OK opgør besparelserne for en gennemsnitsfamilie til mellem 50 og 70 kr. på de 8 pct. i bonus, men vurderer at besparelserne for de fleste kunder vil blive større, da OK's elpriser og abonnement er blandt de laveste i Danmark. Loven giver mulighed for at købe cirka 10 pct. af den el, som husstanden bruger, på det fri marked, mens den resterende del fortsat skal købes hos det lokale netselskab. - For forbrugerne har der ikke hidtil været reelle alternativer til de tidligere monopolselskaber. Ingen af udbyderne af fri el har vist interesse for de private forbrugere, fordi indtjeningen er for lav. Med tilbuddet fra FDB og OK får også private forbrugere for første gang i Danmark mulighed for at udnytte liberaliseringen, siger direktør Jørgen Wisborg fra OK. Formanden for FDB Ebbe Lundgaard ser det som en opgave for en forbrugerorganisation som FDB at sikre forbrugerne frit valg og rimelige priser. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...