EMNER

FDF fejrede fødselsdag med optog

På festprogrammet var også reception, trylleri og festgudstjeneste, der fyldte Vester Hornum Kirke

VESTER HORNUM: En livskraftig jubilar. Det kom på mange måder til udtryk, da FDF i Vester Hornum i weekenden fejrede 50 års jubilæum. - Med den tilslutning vi har fra børnene og den opbakning, som forældre og andre møder os med, ser vi allerede nu frem til at skulle runde næste skarpe hjørne, siger Johs. E. Madsen - mangeårig frontfigur i Vester Hornum FDF. Jubilæums-festlighederne indledtes lørdag med reception i FDF-huset, hvor mange gratulanter kiggede forbi - bl. a. repræsentanter for byens foreninger, spejderkorpsene i Farsø Kommune, FDF i Vesthimmerland og tidligere ledere og bestyrelsesmedlemmer i Vester Hornum FDF. Blandt dem var Gunnar Laursen, Farstrup, som for 50 års siden var med til at stifte den lokale FDF-afdeling. Søndag eftermiddag indledtes jubilæumsprogrammet med optog gennem byen fra skolen til kirken. Forrest marcherede og spillede Kimbrergarden fra Aars, der dagen i forvejen selv markerede dens eget 25 års jubilæum. Undervejs bar børnene blå FDF-balloner, og ved kirken blev deres 100 balloner sluppet løs på en gang inden, børn, forældre og andre interesserede gik indenfor til festgudstjeneste. Den fyldte kirken, så hver en klapstol var i brug. Efter festgudstjenesten, som sognepræst Winnie Nørholm Rischel forestod, samledes deltagerne til kagemand, kaffe og sodavand i FDF-huset, og dagen sluttede med optræden af tryllekunstneren Bengt Bengtsson, Aalborg.