FDF fylder 100

Dronninglund 21. oktober 2002 08:00

De voksne FDF'ere tog forskud på glæderne og fejrede det i juni måned, men det er i virkeligheden først på næste søndag at Frivilligt Drenge- og Pigeforbund - FDF - fylder 100 år. Det skal selvfølgelig fejres og ikke mindst i Dronninglund. Her i byen begynder festen klokken 14.00, hvor alle FDF'ere, søskende, forældre og andre interesserede mødes til familiegudstjeneste kl. 14.00 i Dronninglund Slotskirke. Herefter fortsætter festen i FDF-Huset på Lundagervej. Kredsleder Merete Knudsen vil sørge for at servere lagkage (med 100 lys i selvfølgelig) og varm chokolade. Deltagerne vil også kunne deltage i et såkaldt Holgerløb, opkaldt efter stifteren af FDF arkitekten Holger Tornøe og kunne se en historisk udstilling, der både fortæller om FDF Danmark og FDF Dronninglund. FDF Dronninglund startede den 16. oktober 1934, hvor sognepræst E. Clausen blev kredsens første formand og senere kredsfører. Kredsen har i dag cirka 90 medlemmer, og det er - ligesom det var det dengang - friluftsliv, sommerlejre, naturoplevelser og evangeliet, der er omdrejningspunktet for FDF-møderne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...