FDF julehygger i bjælkehytte

EMNER 13. december 2002 07:00

GISTRUP: FDF i Gistrup holder på lørdag og søndag en mere end tyve år gammel tradition i hævd når der igen er julestue i kredsens hytte, "Bjælkegården", der er beliggende på Tiendemarken mellem Lillevorde og Gudumholm. Som de foregående år vil der være et arbejdende værksted hvor de besøgende selv helt kan bestemme, hvordan juledekorationerne og -pynten skal se ud. Derudover er der en gavebod med blandt andet julepynt og andre gaveideer foruden et velforsynet cafeteria, der sælger æbleskiver og vafler samt gløgg, kaffe, the og sodavand. Endelig vil den normalt meget populære tombola naturligvis sælge lodder igen og trods stigende travlhed hos julemanden har han lovet arrangøren at kigge forbi julestuen i Lillevorde både lørdag og søndag. Udenfor den flotte bjælkehytte sælges der masser af friskskovede juletræer og da overskuddet fra weekendens salg går til kredsens arbejde for børn og unge i Gistrup og omegn, håbes der på stort fremmøde igen i år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...