Musik

FDF Orkester til danmarksmesterskaber

Det er første gang orkestret er med i denne type konkurrence

Brønderslev FDF-orkester deltager på lørdag i danmarksmesterskaberne. Privatfoto

Brønderslev FDF-orkester deltager på lørdag i danmarksmesterskaberne. Privatfoto

BRØNDERSLEV:På lørdag deltager Brønderslev FDF Orkester i danmarksmesterskaberne for Brass-band i Herning. Det er første gang, et orkester fra Brønderslev har kvalificeret sig til denne konkurrence, og selv om orkesteret er et uskrevet blad i denne henseende, er det i øjeblikket tippet til en top-tre-plads i en uofficiel afstemning blandt landets brassbandfolk på hjemmesiden www.brassforum.dk. - Vi har i Brønderslev FDF Orkester ingen målsætning for konkurrencen. Vi er med for at lære, fortæller orkesterleder Peter Kristiansen. - Det er første gang orkesteret er med i denne type konkurrence, og da vi gang på gang er blevet opfordret til at stille op, har vi nu valgt at give det et forsøg. - Første gang Brønderslev FDF Orkester stillede op i koncertstævne-konkurrencen blev det til en syvendeplads, men denne konkurrence har orkesteret som bekendt vundet de to sidste gange, og vi regner med, at det bliver på samme måde med DM. - Vi er med for at se, lytte og lære! En placering i midten er nok realistisk, men det er da sjovt at være tippet som ”dark horse”. Orkesteret har til konkurrencen fået fremstillet spillertrøjer med navn og nummer. - Med disse trøjer håber vi at kunne opnå den helt rigtige ”team spirit”, således vi kan fokusere på den holdindsats det i virkeligheden kræver at spille den slags svær musik. - Trøjerne er blevet til i et samarbejde med SportMaster, Garant, Løvbjerg og SparNord. FDF Orkesteret spiller i morgen klokken 20 præsentationskoncert i FDF-kredshuset på Døvlingvej. - Her vil vi fremføre det musik, der skal bruges til konkurrencen i Herning. - Der er gratis entré, og alle er velkomne, understreger Peter Kristiansen.