FDF-orkestret blev nummer to i koncertstævne

BRØNDERSLEV:Det var et imponerende resultat, Brønderslev FDF Orkester kom hjem med efter en lang tur til koncertstævne i Gladsaxe. Medlemmerne var meget trætte, men også utroligt glade. Orkesteret ikke bare forsvarede sin tredjeplads fra sidste koncertstævne i 2001, man spillede så flot, at det blev til en meget sikker andenplads. Brønderslev FDF Orkester blev således kun overgået af FDF Århus Musikkreds. Og her har Århus en indiskutabel fordel, for som studieby råder man her over mange af de bedste FDF-musikere i landet. Foruden den flotte og imponerende andenplads vandt Brønderslev FDF Orkester også publikumsprisen med over dobbelt så mange procent af de afgivne stemmer, som orkester nummer to. FDFs Koncertstævne afholdes hvert andet år, og formålet er at øge interessen for orkestermusikken i FDF, at styrke den og at give orkestrenes medlemmer mulighed for at mødes og opleve hinandens musik. Ved koncertstævnet uddeles 2 priser, nemlig publikumsprisen og bedømmernes pris. Publikumsprisen uddeles efter en afstemning blandt publikum til det orkester, der har været mest underholdende og høreværdigt. Bedømmernes pris uddeles til det orkester blandt de, der ikke stiller op i pointkonkurrencen, som har markeret sig særlig positivt. Og foruden de 2 priser er der så pointkonkurrencen, hvor der sidder 3 professionelle bedømmere og giver orkestrene point. Koncertstævnets tre bedømmere var i år Mogens Andresen, professor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København med ansvar for messingblæseruddannelsen, Jesper Juul Sørensen, solobasunist i Danmarks Radios Symfoniorkester og René Bjerregaard Nielsen, studerende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. - Vi spillede en stort set fejlfri koncert, der spændte meget bredt i stilarter, og den blev afleveret med smil og på meget overbevisende måde. Det er med de kvaliteter, vi har hentet de overraskende gode resultater, siger orkesterets dirigent Orla Juul-Pedersen, der naturligvis er både meget glad og meget stolt over resultatet, men også har megen ros til overs for orkesterets medlemmer, der virkelig er gået til opgaven på imponerende vis. - Der ligger utrolig meget øvning bag dette resultat - både privat derhjemme med egen stemme og sammen med de øvrige orkestermedlemmer. Orkesterets konkurrenceprogram kan blandt meget andet høres onsdag den 30. april ved orkesterets forårskoncert, der i år holdes på Sct. Georgs Gården.