FDIH: Uanstændigt at kunder bytter brugte varer
Hver ottende, der returnerer en vare, har brugt den inden returnering
Opdateret kl. 15:50
NORDJYLLAND: Står man lige og har brug for en bestemt ting, man ikke har råd til - hvorfor så ikke købe den, bruge den, sende den retur til sælger og få pengene igen?
Sådan er der tilsyneladende mange danskere, der tænker. I hvert fald er problemet med returnering af brugte varer nu så stort, at Foreningen for Danske Internethandel (FDIH) slår alarm.
18 procent af alle kunder har udnyttet deres fortrydelsesret og sendt en vare retur. Ud af denne gruppe har hver ottende (13 procent) returneret en vare, der har været brugt.
Flere undersøgelser peger ifølge FDIH på, at det oftest er de unge, der returnerer brugte varer.
- Det er uanstændigt, at nogle kunder reelt bruger varen, inden de fortryder købet og returnerer den til netbutikken for at få pengene retur, siger adm. direktør Annette Falberg, FDIH.
- Det er især tøj og elektronik, der er udsat for at få brugte varer retur, men også boligudstyr, spil, film og sportsudstyr er med i gruppen. Det skræmmer mig, at kunder i alle aldre synes, at den opførsel i orden. Men det værste er, at det især er blandt de yngre, at det opfattes som acceptabelt, udtaler Annette Falberg.
Tallene bygger på kundernes egne svar i en undersøgelse, som Userneeds har udført for FDIH blandt 1114 personer i begyndelsen af januar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.