EMNER

FE-papirer støtter Anders Fogh

Ifølge rapporter udarbejdet af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde Saddam Hussein masseødelæggelsesvåben. Det betyder, at både statsministeriet og udenrigsministeriet handlede i god tro

For at forsvare sin troværdighed besluttede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) torsdag, at regeringen vil offentliggøre den ellers fortrolig-stemplede trusselsvurdering, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udarbejdede op til beslutningen om at invadere Irak sidste år. TV 2-Nyhederne kunne i aftes citere fra rapporterne. Heraf fremgik det, at FE vurderede, at Irak rådede over masseødelæggelsesvåben. Står de citater til troende vil det bakke statsministeren op i den troværdighedskrise, han har befundet sig i, siden Frank Grevil onsdag stod frem og beskyldte Fogh Rasmussen for at udtale sig i strid med FEs rapporter, da regeringen valgte at gå i krig mod Irak. - Der er opstået en ganske ekstraordinær situation, hvor der rejses tvivl om regeringens troværdighed, begrunder Anders Fogh Rasmussen offentliggørelsen af de fortrolige papirer. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) afviser, at kovendingen bekræfter, at Frank Grevil har ret i, at rapporterne slet ikke bør være hemmelige. - Vi har foretaget en samlet vurdering. Regeringens troværdighed er draget i tvivl, og derfor har vi taget det usædvanlige skridt. Det er vi nået til efter svære overvejelser, siger Svend Aage Jensby til NORDJYSKE. Socialdemokraternes politiske ordfører Frank Jensen fastholder, at der bør laves en uvildig undersøgelse: - Vi føler os manipuleret af statsministeren. Den eneste måde at fjerne den følelse er ved at få en uvildig undersøgelse af grundlaget for krigen, siger Frank Jensen. Det afviser forsvarsministeren. - Nu giver vi befolkningen de informationer, der kan give et sandt billede af det her, og det må være nok, siger han. Rapporterne bliver senest lagt frem inden mandagens ekstraordinære møde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Måske i dag, måske i morgen. 1. sektion side 3