Februar bød også på fremgang i lufthavn

Direktør glæder sig over prisfald på ruten til København

Både SAS og Norwegian (billedet) har sænket priserne på indenrigsruten.Arkivfoto: Torben Hansen

Både SAS og Norwegian (billedet) har sænket priserne på indenrigsruten.Arkivfoto: Torben Hansen

NØRRESUNDBY:Aalborg Lufthavn opnåede et godt resultat i februar, og det skyldes ikke alene, at måneden i år er en dag længere end sidste år.

Lufthavnen har netop gjort månedstallene op, og det viser sig, at der rejste 12,4 procent flere passagerer til og fra lufthavnen i februar i forhold til februar sidste år.

Korrigerer man for, at februar i år er på 29 dage mod 28 sidste år, er fremgangen på 8,5 procent, oplyser lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Samlet set rejste 108.883 passagerer til og fra lufthavnen mod 96.911 i februar 2015.

I procent kom den største fremgang igen fra udenrigstrafikken, der blev øget med 27,4 procent til 29.444 passagerer.

Derefter kom chartertrafikken med en fremgang på 15,4 procent til 14.700 passagerer.

Endelig er der indenrigstrafikken, som på det seneste igen er begyndt at vise positive procenttal. I februar blev det til et plus på 5,9 procent i forhold til februar sidste år, så antallet af af- og tilrejsende passagerer kom op på 64.739.

- For fjerde måned i træk ses der vækst i indenrigstrafikken, hvilket er meget glædeligt i sig selv. Yderligere er det glædeligt, at vi ser et mindre fald i den gennemsnitlige billetpris hos såvel SAS som Norwegian til glæde for de mange rejsende, siger Søren Svendsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.