EMNER

Fed musik sammen med Gud

Mandag aften åbner Sæby Kirke ny klub for unge

SÆBY:De to sognepræster i Sæby, Marjun Lomaklett og Keld Skovgaard, står bag en ny klub for unge, der åbner for første gang i morgen mandag. Klubben byder på et gospelkor, som kommer under kyndig ledelse af Jesper Pedersen, der studerer musik på Aalborg Universitet. Hvis man ikke ønsker at være med i koret, kan man vente til lidt senere på aftenen, hvor de unge vil være at finde i et hyggeligt lokale i kælderen under Mariehuset. - Flere af sidste års konfirmander efterlyste både et gospelkor og en klub, hvor de kunne være sammen. Samtidig har jeg længe selv ønsket at starte en ungdomsklub, fortæller Marjun Lomaklett. Keld Skovgaard oplyser, at det er de unge selv, der skal bestemme, hvad der skal ske i klubben, og at det meget handler om, at de unge fra 13 år og opefter har et sted, hvor de kan være sammen. Derudover kunne Keld Skovgaard sagtens forestille sig, at klubben for eksempel tog på en overlevelsestur eller måske satte en aften af til at bowle. Men Gud bliver ikke glemt, og hver klubaften bliver afsluttet med en lille, speciel andagt, hvor præsterne tager udgangspunkt i de unges hverdag. Men først og fremmest skal klublokalet under Mariehuset indrettes, og i den forbindelse skal der investeres i brugte møbler og andet inventar. Åbningsdagen i morgen bliver fejret med pizza og chips.