Fede skiver i tyk vinyl

BAS fik succes med den første musikbørs - og flere er på vej

Tekst: Birgit Eriksen
 
Foto: Bente Poder
Så blev dørene åbnet. Kasper Dons (t.h.) var på jagt efter 60'er og 70'er musik - her i Ole Bruuns stand. I løbet af dagen gæstede cirka 250 plade- og musikjægere børsen i Nørregade.
Musik 12. september 2011 15:51

BRØNDERSLEV: - Det er altså en fed skive. Du bliver en lykkelig mand, lød det med overbevisning fra Tom Jespersen fra Hjørring. Han havde netop solgt en vinylplade til Kasper Dons fra Gistrup. - Det er den bedste plade, de nogensinde har lavet, lød dommen fra sælgeren om Poul Dissing Burnin Red Ivanhoe. I øvrigt en vurdering, som køber delte. Kasper Dons stod klar ved BASaren, da dørene åbnede lørdag formiddag præcis klokken ti. Og inde i salen ventede der kassevis af musikalske fristelser i form af vinylplader fra en svunden tid. Han havde da også afsat god tid, så han kunne gennemgå samtlige kasser i sin jagt på musikalsk guld. Og han fandt tilmed opgaven overkommelig - i hvert fald sammenlignet med den meget store pladebørs, Aalborg diskede op med ugen forinden. - Jeg leder efter 60'er og 70'er musik - det er toppen. Og nu fandt jeg lige Cream, Sunshine of your love. Det er jo et hit, siger han med et tilfreds smil. Pladejægeren har i øvrigt sit eget "vinylprogram" på Radio Aalborg, og spiller i bandet The Great Trainrobbery, der har stået på koncertscenen i BASaren. Folkene bag musikbørsen glædede sig over debuten. - Det er ikke blevet det, som vi havde lagt op til, fortæller Jan Thomsen. - Vi havde en ide om, at det bare skulle været et sted, hvor folk kunne komme med en lille kasse plader, de havde haft liggende på loftet. Men nu er der kommet professionelle sælgere - også en fra Tyskland. - Det havde vi ikke sat snude op efter - så det er helt vildt. Efter børsdagen, kunne Jan Thomsen konstatere, at sælgerne var tilfredse. - Nogle af dem fortalte, at de faktisk havde solgt mere i BASaren, end de gjorde ved pladebørsen i Studenterhuset for en uge siden, så de var friske på at komme igen om et år. Deres eneste betingelse var, at vi også skal servere tarteletter til frokost næste år, griner Jan. - Der kom cirka 250 besøgende. Nu skal vi evaluere dagen, og det kan godt være, at vi ikke skal have åbent så mange timer næste år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...