Federer må igen slide sig videre i US Open

Roger Federer måtte nok en gang igennem fem sæt for at avancere ved US Open. Også Nadal spillede sig videre.

Ritzau
2017 US Open Tennis Championships - Day 4 Foto: Scanpix/Matthew Stockman
Tennis 1. september 2017 00:35 - Opdateret 1. september 2017 08:34
Tennisstjernen Roger Federer har endnu ikke fundet sit topniveau ved årets sidste grand slam, US Open, og det har givet ham et par svære kampe fra start.

I første runde måtte han igennem fem sæt mod den amerikanske teenager Frances Tiafoe, og i anden runde måtte en ustabilt spillende schweizer igen bruge fem sæt for at nedlægge russeren Mikhail Youzhny.

Sejrscifrene kom til at lyde på 6-1, 6-7, 4-6, 6-4, 6-2.

Federer kom ellers strålende fra start og kørte Youzhny rundt. Den 19-foldige grand slam-vinder bragte sig hurtigt på 5-0 og tog første sæt med 6-1 på kun 26 minutter.

Men så faldt niveauet. Russeren tog andet sæt i tiebreak, og da han vandt tredje sæt 6-4, lurede overraskelsen.

Det lykkedes den tredjeseedede schweizer at løfte sig i fjerde sæt, som han kunne serve hjem ved 5-3, men ukarakteristisk for Federer tabte han sit serveparti.

Han brød dog russerens serv efterfølgende og tog sættet 6-4.

I femte og afgørende sæt havde den 36-årige schweizer det største overskud. Han tilspillede sig flere breakbolde, og da det lykkedes at bryde Youzhny til 4-2, havde russeren intet modtræk.

Federer kørte sikkert sættet hjem med 6-2 og skal nu møde spanieren Feliciano López i tredje runde.

Også Federers evige rival Rafael Nadal spillede sig i tredje runde. Verdensetteren tabte overraskende første sæt mod den unge japaner Tato Daniel med 4-6.

Men den altid hårdt kæmpende Nadal fik styr på serven og var derefter i kontrol.

De følgende tre sæt var Nadal suveræn og vandt med 6-3, 6-2 og 6-2.

Nadal skal i tredje runde op mod Leonardo Mayer fra Argentina.

Tidligere var flere andre store navne røget ud af anden runde.

15.-seedede Tomas Berdych tabte i fire sæt til ukraineren Alexandr Dolgopolov, mens syvendeseedede Grigor Dimitrov blev sendt ud af det russiske talent Andrey Rublev i tre sæt.

Hos kvinderne måtte topseedede Karolína Plísková ud i tre sæt for at sende amerikaneren Nicole Gibbs ud.

French Open-vinderen Jelena Ostapenko kunne nøjes med to sæt til at sende rumæneren Sorana Cirstea ud.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...