Federer sender Schweiz i Davis Cup-finale

Storfavoritten svigtede ikke, og dermed er Schweiz klar til at møde Frankrig i Davis Cup-finalen.

Schweiz er for første gang siden 1992 klar til at spille Davis Cup-finale i tennis.

Det sørgede superstjernen Roger Federer for, da han søndag bragte schweizerne foran 3-1 i kampen mod Italien i Geneve.

Verdensranglistens nummer tre vandt 6-2, 6-3, 7-6 over Fabio Fognini, der rangerer som nummer 17 i verden.

Kampen blev spillet på hardcourt.

Schweiz har kun været i en enkelt Davis Cup-finale, som altså blev tabt for 22 år siden.

Det er dermed også en af de få store titler, som Roger Federer endnu ikke har vundet i karrieren.

Kampen endte 3-2 til Schweiz, eftersom italieneren Andreas Seppi vandt 6-4, 1-6, 6-4 over schweizeren Michael Lammer i den sidste og betydningsløse kamp.

I den anden semifinale stod det allerede efter lørdagens herredouble klart, at Frankrig med en 3-0-føring havde besejret Tjekkiet, der ellers har vundet Davis Cup de seneste to år.

Søndag fik tjekkerne reduceret til 1-3, da reserven Jiri Vesely besejrede den franske reservespiller Julien Benneteau 6-4, 6-3.

Det endte dog med en samlet fransk 4-1-sejr på gruset i Paris, da Gaël Monfils vandt 5-7, 6-4, 7-5 over tjekken Lukas Rosol.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst