EMNER

Fedme er en familiar lidelse

Vores gener er med til at bestemme om vi bliver overvægtige eller ej

Fede og overvægtige danskere er sjældent alene om at have for meget sul på kroppen. I mange familier er man fælles om fedmen, for fedme er i høj grad en familiar lidelse. Når den tunge arv går videre fra den ene generation til den næste, er det dog ikke kun fedmens genetik, der afgør om overvægten indfinder sig. Det er både et spørgsmål om arv og miljø. Det er gammel viden, at fedme i nogle familier går i arv fra den ene generation til den næste. Det er bekræftet gennem flere store befolkningsundersøgelser. I de senere år har vi fået ny viden om fedme og arv, men vi er stadig langt fra at forstå den fulde sammenhæng. - Den dag vi har fundet de gener, der bærer anlæg for fedme videre fra den ene generation til den næste, kan vi formentlig både få en bedre forståelse af fedme og finde nye muligheder for at bekæmpe fedmen, forklarer professor Thorkild I.A. Sørensen, Institut for Sygdomsforebyggelse i København. I dag er det en klar ulempe at bære på et anlæg for fedme, men i hovedparten af menneskehedens historie har det faktisk været en stor fordel. Evaluationen har begunstiget de mennesker, der havde fedmefremkaldende gener gennem hele vores lange fortid som jægere og samlere, hvor der jo ofte har været fødemangel i perioder. Når man havde anlæg for at blive tyk i fede tider med overflod af mad, kunne man på den måde oplagre energi til magre tider, hvor der ikke var fugls føde at finde i naturen, og dermed har mennesker med fedmegener ganske enkelt haft større mulighed for at overleve. Sådan er det ikke mere. Nu har de i stedet fået større mulighed for at få for højt blodtryk og for meget kolesterol, diabetes og hjerteinfarkt. Kort sagt for at lide en tidlig død. Og det er problematisk, for da det jo i mange tusind år har været en fordel at have anlæg for fedme, er fedmegenerne almindeligt udbredt i befolkningen - både herhjemme og i udlandet. - Generne forklarer helt sammenfaldet i fedme mellem biologisk beslægtede familiemedlemmerne, der ikke længere bor sammen. Så længe familiemedlemmerne også bor sammen, eksempelvis forældre og deres børn, ser det også ud til, at det fælles familiemiljø har en vis indflydelse på deres fedmegrad, men den er meget svagere end for generne, og den hænger ikke ved, når børnene forlader reden, om man så må sige, forklarer Thorkild Sørensen. Tvillingeundersøgelser Det er bl.a. flere store undersøgelser af tvillinger, der har afsløret genernes store betydning for fedme. Her har man både undersøgt en-og to æggede tvillinger, der er vokset op sammen og hver for sig. Her har det vist sig, at en-æggede tvillinger, der er blevet bortadopteret og derfor er vokset op i hver sin familie og dermed i hjem med forskellige spisevaner, har et lige så stort sammenfald i fedme som en-æggede tvillinger, der er vokset op sammen. Det er sikkert og vist, at vores gener har en stærk indflydelse på om man bliver fed eller ej. Men de dog langtfra enerådende. - Generne kan ikke forklare de store forskelle i fedme mellem befolkningsgrupper i forskellige lande og i forskellige regioner indenfor landene. Forskel i generne kan heller ikke forklare den hastige stigning i fedmeepidemien, som må skyldes, at der er kraftfulde miljøforskelle over tid og sted, der også har en stor indflydelse, påpeger Thorkild Sørensen. Eller med andre ord. Generne har indflydelse på hvem, der under de forskellige miljøpåvirkninger bliver fede og hvem der ikke gør det. Fedme skyldes således en kombination. Man skal have genetisk anlæg for at blive fed samt blive udsat en miljøpåvirkning, der også fremmer fedme. Og hvad kan fedmeforskerne så bruge fedmens genetik til, når de får mere indblik i den. - At generne har indflydelse betyder, at vi forskningsmæssigt har til opgave at finde ud af hvilke gener, der er indblandet og hvordan de virker på fedmen. Der er ingen tvivl om, at der er tale om mange gener, der spiller ind, men det er hidtil kun lykkedes for os at finde ganske få, som kan medvirke til at forklare den generelle fedme. Det betyder ikke at fedmegenerne ikke findes - vi har bare ikke fundet dem endnu, forklarer Thorkild Sørensen og tilføjer så:. - Når vi har fundet dem og fundet ud af hvordan de virker får vi helt nye muligheder for at udvikle behandling og forebyggelse. Det er langsigtede fremtidsudsigter, men det er jo ofte det, der driver grundforskningen.