- Fedt at komme til Fjerritslev

Fællesrummet på gymnasiet summede af glade studenter fra 25 år

FJERRITSLEV:- Heej! Der var gensynsglæde på Fjerritslev Gymnasium i går, da der var åbent hus for gamle elever i anledning af 25 års-jubilæet. I små grupper gik snakken, og nogle skulle lige kikke en ekstra gang for at være sikre. Der er sket en del med stilen siden de langhårede gymnasiedage i 1980'erne. Fire piger fra årgang 1999 fandt lynhurtigt sammen, og da den ene, Winnie Winther Andersen fra Brovst, havde sin lille Emma på 3 måneder med, var der nok at tale om. Og ingen af dem var i tvivl om, at de skulle til jubilæumsfest og mødes på skolen først. - Det har betydet meget for mig at gå på gymnasiet, siger Winnie, der er butiksassistent i Salling i Aalborg, men nu holder barselsorlov. - Det gjorde det nemt for mig at klare de kurser, jeg skulle igennem. Man får en rigtig god ballast med sig. Klassekammeraten Line Nøhr Sørensen, 24, lever et travlt liv i København, hvor hun er projektkoordinator i et marketingsfirma. 60 timer ugentligt, for sådan er det. - Jeg bruger mit tyske, som jeg har taget en bachelor i. - Og det er fedt at komme til Fjerritslev. Her er ro. Karina Rasmussen læser sprog og virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet på syvende semester, for hun tog først to år på i- drætshøjskole. - Det har jeg ikke et sekund fortrudt, siger hun. - Min kæreste læser også, så vi lever stadig på to gange SU, smiler hun. Anne Mette Nørby Rasmusen læser også. Hun er lige begyndt på uddannelsen til lægesekretær på Sygehus Syd i Aalborg. - Jeg har prøvet flere forskellige uddannelser, men det her tror jeg er det rigtige.