Fedtboller

KUNST:Jeg er altid spændt på at se, hvad kunstneren Marco Evaristti finder på. Ikke fordi jeg er specielt vild med Evaristtis kunst. Men fordi Evaristti så åbenlyst er vild med min. I 1999 udførte jeg værket »Danmark for folket (demokratisk rød løber)« i forbindelse med en udstilling i Århus. Her kunne helt almindelige mennesker gøre brug af den røde løber, der normalt er forbeholdt en privilegeret skare som stjerner og kendisser. Og det er netop den røde løbers eksklusivitet - det at den er forbeholdt nogen, mens andre er holdt ude og reduceret til tilskuere og staffage - der gør den røde løber til et privilegium. Min røde løber var derimod tilgængelig for alle, der havde lyst til at betræde den. Den røde løber mistede dermed sin status som privilegium, da den ikke længere insisterede på eksklusivitet. Og udgrænsning. Men ikke nok med det. Min røde løber fremviste også et andet paradoks. Løberen blev møgbeskidt af alle de mennesker, der benyttede den. Dermed fremviste den røde løber i ren fysisk forstand paradokset, der opstår, når eksklusiviteten bliver afløst af fuld og almen tilgængelighed. Jeg gentog dette værk i 2001 i Aalborg og i 2003 i Odense. Derfor blev jeg noget overrasket, da Marco Evaristti i maj 2004 - hele fem år efter min premiere - dukkede op med værket »Fifteen Minutes of Fame«. I al sin enkelhed en rød løber, som kunne benyttes af ganske almindelige mennesker. Jeg blev opmærksom på sagen - ikke fordi Marco Evaristti eller Ege-tæpper, der havde sponsoreret Evaristtis gulvtæppe - spurgte mig om lov til at benytte min ide - men fordi Marco Evaristti truede med at lægge sag an mod Viborg Handelsstandsforening, fordi foreningen i anledning af det kongelige bryllup barslede med planer om at lægge en rød løber ud i gågaden i Viborg. Evaristti udtalte til flere medier, at han følte sin ophavsret til den røde løber krænket! Altså hele fem år efter at jeg som den første havde brugt den røde løber i en kunstnerisk sammenhæng. Marco Evaristti er en kunstner, der lægger sine værker tæt op ad sine forgængeres. Og som den foregående historie tydeligt viser, overskrider Marco Evaristti med mellemrum grænsen mellem inspiration og ren plagiat. Det skete desværre for Evaristti igen i april måned i år. 25. marts 2006 deltog jeg i performance-festivalen »LIVEART2U« i Ridehuset i Århus. På scenen foran publikum tappede jeg mit eget blod og fremstillede herefter en blodpølse af mit blod. Bagefter serverede jeg kunstnerblodpølsen for publikum. Publikum fik dermed valget om, de ville overskride kannibalismens tabu og spise blodpølsen/værket, der helt konkret var skabt »af« kunstneren. Kunsten var hermed - igen helt konkret - reduceret til en »smagssag«. I parentes bemærket kan det nævnes, at publikum spiste 300 gram blodpølse. Jeg lavede en blodpølse af mit eget blod første gang den 5. april 2004 (se Jyllands-Posten den 6. april 2004). Værket fik følgende henrykte kommentar med på vejen af den amerikanske fluxus-kunstner Yoko Ono: »Fantastisk ide« (se Jyllands-Posten den 20. maj 2004). Derfor blev jeg noget overrasket og bestyrtet, da Marco Evaristti i april 2006 lancerede et værk, der helt ud i titelordlyden plagierede mit. Mit værk hedder »Blodpølse (lavet af kunstnerens blod)«. Evaristtis plagiat kalder han »Kødboller (lavet af kunstnerens fedt)«. Mit forlæg var så tydeligt til stede i Marco Evaristtis coverversion, at jeg fik op mod 10 uafhængige henvendelser fra personer - de fleste uden lod i kunstverdenen - om Marco Evaristtis kopikunst. En enkelt fremmed viste endda den venlighed at stoppe mig på gaden og gøre mig opmærksom på miseren. Der skal her lyde en tak til jer alle for at interessere jer for, hvad der er ret og rimeligt, og hvad der er kunst og plat kopi. Endnu mere bestyrtet blev jeg, da jeg læste Marco Evaristtis pressemeddelelse. Ikke bare titlen. Også Marco Evaristtis pressemateriale havde sit tydelige forlæg i min kunstneriske grundforskning. Marco Evaristti brugte de selvsamme formuleringer omkring kannibalisme som tabu, som jeg havde brugt i min pressemeddelelse i forbindelse med »LIVEART2U«-festivalen. En tekst, der i flere uger havde været tilgængelig på internettet, da Evaristti skrev sit pressemateriale. En billedkunstner vil naturligvis have kunstnerisk og økonomisk kredit for sit arbejde. På lige fod med en journalist, der citeres, eller en musiker, der samples. Den kredit har Marco Evaristti to gange snydt mig for. Marco Evaristti har brugt mine ideer og min kunstneriske grundforskning uden at kreditere mig. Det er utilfredsstillende. Det gør mig meget trist til mode. Jeg finder dog en smule trøst i den analyse, jeg nu vil udfolde, og hvor det med tydelighed og konsekvens fremgår, at Marco Evaristti i det seneste tilfælde nok har lavet et værk ganske tæt på mit - et værk, som jeg mener tydeligvis overskrider grænsen mellem inspiration og plagiat - men heldigvis et værk, der er betydeligt svagere end mit forlæg. Her følger - ikke bare en kunstnerisk, men også en kulinarisk dom - over mit værk og Marco Evaristtis plagiat. Marco Evaristti har fået foretaget en fedtsugning for at fremstille sine kødboller. Men kødboller består vel i sagens natur af kød. Ikke af fedt. Så Marco Evaristtis værk er dermed ikke kødboller. Men fedtboller. Sammenligner man Marco Evaristtis fedtboller med min kunstnerblodpølse, står det klart, hvad der er mest (kunstnerisk og kulinarisk) næringsindhold i. Det er naturligvis blodpølsen. Blod er det mest næringsrige og vitaminholdige, man kan indtage. Og i mange kulturer har blod da også stadigvæk en kultisk kvalitet. Marco Evaristtis fedt er derimod et usundt og ikke-nærende overskudsprodukt. Kort sagt: Tomme kalorier. Såvel kunstnerisk som kulinarisk. Herefter kan man forholde sig til publikums adgang til føden. Den kunstneriske og den kulinariske. Marco Evaristti fremstiller sine fedtboller i isolation, og spiser dem selv. Værket er dermed en sluttet klaustrofobisk cirkel, hvor Marco Evaristti er både afsender og modtager af sine fedtboller. Der er ingen reel interaktion og udveksling med publikum udover provokationen og det grænseoverskridende, som formidles af medierne. Resten af Evaristtis fedtboller forsegles i dåser. Utilgængelige for publikum. Og det publikum, der har råd til at købe en dåse, vil højst sandsynligt ikke spise fedtboller. Det er alene kunsten som inddæmmet og indkapslet mondænt provokativt objekt, som er på færde i Marco Evaristtis værk. I grel modsætning til mit værk. Jeg skabte blodpølsen på scenen og serverede den herefter for publikum som en gestus, hvor overskridelsen ikke var lukket omkring mig selv, men fandt sted hos den del af publikum, der valgte at spise blodpølsen. De brød dermed kannibalismens tabu og indoptog helt konkret kunst og kunstner. Således at kunsten blev en del af publikum, og publikum blev en del af kunsten. Dermed var mit værk »Blodpølse (lavet af kunstnerens blod)« ikke knyttet til det økonomiske og inddæmmede objekt men den fortvarende proces. Forskellen mellem mit værk og Marco Evaristtis plagiat skulle herefter stå klart for enhver. En sidste kommentar herfra skulle lige være den: Jeg er en original kunstner, og jeg accepterer fuldt ud, at denne originalitet inspirerer mine kolleger. Også gerne Marco Evaristti. Men når inspirationen bliver til rent plagiat, er jeg nødt til at reagere.