Aalborg

Fedtebrødet er i fare for at mugne helt til

Investor har meldt sig på banen med både interesse og penge på lommen

Fedtebrødets talsmand, Bent O. Rasmussen, kæmper en konstant kamp for kulturforeningens overlevelse på sigt.

Fedtebrødets talsmand, Bent O. Rasmussen, kæmper en konstant kamp for kulturforeningens overlevelse på sigt.

- Vi beder til, at Fedtebrødet ikke "dør", for ellers mister de, der er nederst på den sociale rangstige deres sidste kulturelle bastion i Aalborg foruden deres sociale netværk. Den oprigtige og ægte bøn kommer direkte fra hjertet på Fedtebrødets talsmand, Bent O. Rasmussen, der om nogen kæmper en konstant kamp for kulturforeningens overlevelse på sigt. Fedtebrødet, der tidligere havde til huse i den kendte og markante bygning på Østerbro 29 i Aalborg, har efter 1. april i år måtte tage til takke med nogle mere ydmyge og knap så hensigtsmæssige lokaler på Hadsundvej 1 i Aalborg, der tidligere husede en såkaldt swingerklub. Ikke nogen dans på roser Omstillingen fra Østerbro til Hadsundvej har ikke været nogen dans på roser, og hvor man tidligere havde spiritusbevilling, så er det nye tilholdssted ganske enkelt tørlagt for øl og spiritus, da man ikke har den nødvendige tilladelse til at drive værtshus med udskænkning. Og det gør absolut heller ikke livet nemmere - eller for den sags skyld sjovere - for hverken Fedtebrødet eller gæsterne, og det er alt andet lige med til markant at øge risikoen for, at "brødet" så at sige mugner lidt. Ifølge Bent O. Rasmussen havde man således i de glade Østerbro-dage omkring 600 betalende medlemmer af kulturforeningen Fedtebrødet, men i dag er man helt nede på ca. 100.