Dall

Fedtfejden festet på pause

Nu skal viljen gøres til vane, lød rådet fra guld-roeren Eskild Ebbesen

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tre seje fedtfejdere, som tilsammen har tabt 92,4 kg fedt på 14 uger. Fra højre er det Tonni Mortensen, Morten Hansen og Per Madsen.Foto: lars Pauli

AALBORG:Festen var endnu ikke forbi i Kuppelsalen på NORDJYSKE Medier, før sms’erne i går eftermiddag begyndte at tikke ind til de tre vindere af Fedtfejdens kilokamp. Gratulationer og verbal beundring strømmede de tre seje fejdere i møde, efter at det allerede var rygtedes uden for mediehuset, hvem der løb med de tre vinderpladser i Fedtfejdens konkurrence. Det kunne følges direkte på 24NORDJYSKE - og reaktionen var altså lige så hurtig som de elektroniske medier. Og selv om afsløringen af vinderne under virkelighedens fest naturligvis foregik med nedtælling fra tredjepladsen, så spændingen næsten blev ulidelig, skal læserne ikke holdes på pinebænken længere: Vinder blev den 31-årige pantefoged i Pandrup Kommune, Tonni Mortensen, Nørresundby, - præcis sådan som de seere på 24NORDJYSKE garanteret har ønsket, der uge for uge har fulgt Tonnis op- og nedture i de sidste mange uger. Og ikke så meget som et gram tvivl om udfaldet var der: Tonni har aldrig vundet en konkurrence, som han sagde, da han stod med både blomster og gavekort til ny garderobe og så glad ud. Men nu har han tabt én, og det er lige så flot: 44,8 kg fedt er Tonni blevet lettere, siden han meldte sig til Fedtfejden. Fra anonym til sejr Var Tonnis sejr nok så suveræn, så tog den alligevel ikke glansen fra de to, som besatte anden- og tredjepladsen. Nok har de ikke vundet konkurrencen, men de har sejret over sig selv og fået præmier tillige med, og med den attitude følte ingen af dem sig slået - heller ikke, selv om de undervejs mod målet alle tre har været hinandens skarpe konkurrenter på den liste, der gennem hele forløbet har kunnet følges på www.fedtfejden.dk. Og det er der ikke noget at sige til: Den 46-årige Morten Hansen, Dall, besatte en flot andenplads med 25,1 kg tabt fedt, mens den et år ældre Per Madsen, Vejgaard, indtog sin tredjeplads med 22,5 minuskilo. Klapsalverne bragede ned over de tre, da fedtfejdere fra hele Nordjylland markerede projektpause. De mange deltagere ved nok, hvad det kræver af viljestyrke og opbakning og af nedture og fiaskofornemmelser ind imellem. Selv Per Madsen, som hidtil under dæknavnet FedtNok har forbeholdt sig anonymitet både på nettet og i avisen, tog det som en mand, at han nu måtte stå frem i al offentlighed. Netop det - at alle øjne har hvilet på dem - blev der også kvitteret med i forhold til de brave fedtfejdere, som avislæserne har kunnet følge under kilokampen, og der var både blomster og klapsalver til gengæld. Gode råd Som sagt holder Fedtfejden pause. Men i modsætning til, hvad der oprindeligt var tanken, så slutter den ikke. Dertil har interessen været for overvældende. Fejden fejder videre med sit eget liv på nettet, og allerede til efteråret dukker den op igen til provokerende stikprøvekontrol hos de nordjyder, som har været ikoner for de mange deltagere. Hvordan går det? Holder motivationen? Som en sidste indsprøjtning var det netop motivation, som dagens festtaler kunne hjælpe fedtfejderne med i den fortsatte kamp. Verdensmesteren og OL-guldvinderen Eskild Ebbesen gav både gode historier om den berømte guldfirer og gode råd til bedste. Og en ting kommer man altså ikke uden om, fremgik det: Viljestyrke. Det er den, man skal bruge, når man beslutter sig for at være ”Bedst, når det gælder” - om det så er i en spurt i en båd eller det er, når man lækkersulten og let at lokke går forbi en bagerbutik. I forvejen har de tre vindere allerede fulgt et af Eskild Ebbesens forslag: Sæt dig et mål, fortæl om det - og hav dit bagland i orden. De er alle tre indstillet på at fortsætte, selv om rampelyset slukkes, og med mål på mellem 25 og 15 kg ved de, hvad det kræver. Ind i hverdagen - Men, understregede verdensmester-roeren, I kan ikke blive ved med at ofre lidt ekstra, sådan som I har gjort indtil nu. Nu skal i have det ind i hverdagen. Viljen skal gøres til vane. Eftermiddagens program sluttede, som rigtig dansk hygge normalt gør - med spisning. Kokken Morten Nielsen, Mortens Kro i Aalborg, serverede de forslag til fedtfattig mad, som han bl.a. har vist i tv, og som har været bragt i avisen. For, som dagens konferencierer, Tom Bue og Niels Skovmand fra HIT FM sagde: - Nu er Fedtfejden forbi. Så skal der ædes igennem.