Fedtforbrænding på maratondistance

21 motionister brændte jule- og nytårsfedt af over tre timer

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

THISTED:Hvor mange kilo fedt, der gik tabt - det står hen i det uvisse.

Men nogle pytter på gulvet i Thy Hallens spinninglokale vidner om, at der i hvert fald er blevet svedt godt og grundigt i løbet af de tre formiddagstimer, hvor 21 motionister tog hul på det nye år med en maratondistance på cyklerne.

Gi’r den ekstra gas

Tidspunktet er velvalgt i forhold til den gode jule- og nytårsmad, som lige nu tynger på mange badevægte.

De tre timers spinning - svarende til en cykeltur på måske 75 kilometer på landevejen - er dog en tilbagevendende begivenhed flere gange i løbet af en vintersæson. Som supplement til de kortere ture på spinningcyklen.

- Vi gi’r den ekstra gas en gang imellem. Det er ikke for helt nybegyndere, men der er da nogle med, som er startet på spinning her i efteråret, fortæller Ivan Østergaard.

Han er en af tre instruktører, som denne lørdag formiddag på skift sætter sig op på den spinningcykel, der er placeret på en forhøjning midt i lokalet. De to andre er Louise Dubillot og Tom Sørensen. Sidstnævnte har tjansen under den sidste af de tre timer.

I konkurrence med den høje, rytmiske musik udsteder instruktøren sine ordrer om, hvornår der skal ekstra tempo på. Og hvornår ”cyklisterne” godt kan tage den lidt mere med ro.

Bestemmer selv intensiteten

Men ingen bliver ladt i stikken, hvis man ikke kan træde helt ligeså hårdt eller ligeså hurtigt i pedalerne som de andre.

- Man bestemmer selv intensiteten, siger Ivan Østergaard.

52-årige Poul Ladefoged har været til maraton-spinning adskillige gange før, og hele vintersæsonen går han til spinning tre eller fire gange om ugen:

- Det passer med, at jeg så kan holde vægten neden.

Om sommeren løber han et par gange om ugen. Og spiller golf. Men om vinteren er spinning godt, blandt andet på grund af sammenholdet.

En masse motion

Det er 55-årige Kirsten Jørgensen enig i:

- For mig er det den bedste måde at få en masse motion på.

Ellers holder hun meget af at gå lange ture. Forrige år tilbagelagde Kirsten Jørgensen 800 kilometer på Caminoen i Frankrig og Spanien. Hun bruger også sin cykel - for eksempel når hun skal til spinning i Thy Hallen.

Spinning er sjovt - både når det står på og bagefter, synes Ivan Østergaard:

- Det er som at gå i byen og more sig. Men i stedet for tømmermænd er det velvære bagefter.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.