FedtNok tæller kalorier

FedtNok kalder han sig på nettet, og lige nu ligger han på tredjepladsen med et vægttab på 23 kilo. Lige i hælene på MMH og Tonny, Fedtfejdens ihærdige kæmper på 24NORDJYSKE. De næste to uger vil afgøre, om han holder pladsen eller slår rivalerne. Og om han kommer til at afsløre sin virkelige identitet.

Lige nu ligger FedtNok på en tredjeplads, men han går skarpt ind i slutspurten

Lige nu ligger FedtNok på en tredjeplads, men han går skarpt ind i slutspurten

Det sidste er han ikke meget for med mindre han skal op på en af sejrsskamlerne, når Fedtfejden slutter. Det første – at vinde – går han efter for sportens skyld, siger han, og derfor går han også ekstra til den i disse dage. Men FedtNok har allerede vundet forlængst, siger han. Flere sejre, endda. - Jeg har vundet over mig selv, fortæller den 47-årige virksomhedsleder, der lagde ud med en kampvægt på knap 150 kg. Alt for meget, havde han længe erkendt, med de 171 cm, som kiloene var fordelt på. Jeg havde længe prøvet at tage mig sammen til at gøre noget ved det. Fra september sidste år kom jeg med i en Livsstilsklub under Firmasporten i Aalborg, og både en diætist og en fysioterapeut prøvede at motivere mig til at gøre noget ved det, fortæller FedtNok. Jeg prøvede også med lidt motion, men det blev ikke til ret meget. Den sværeste løbetur er jo den fra sofaen og ud ad døren… Men så skete der noget: - Min motivation kom lige på det tidspunkt, da Fedtfejden startede, og det var jo en gave, siger FedtNok. Også selv om jeg tog 200 gram på i løbet af den første uge. Det var en kostdagbog, der for alvor fik FedtNok til at indse, hvad den første indsats skulle koncentreres om: - Jeg spiste meget – eller som en fedtfejder fra Brønderslev har formuleret det her i avisen: Jeg spiste ikke for lidt! Det måtte der simpelthen laves om på, og siden har jeg talt kalorier. På god gammeldags facon holder jeg regnskab med, hvor mange kalorier, jeg får. Jeg drikker stadigvæk øl og vin, men når jeg gør det, må der altså noget andet ud, så resultatet passer i sidste ende. Det er prisen, men det virker. Lånt ekspertise Lige nu får FedtNok færre kalorier, end han burde have ifølge sine rådgivere, men det er hans måde at gå ind i konkurrencen på. Rådgiverne har han ekstraordinært fået i Sund By i Aabybro, selv om han altså er tilløber fra en anden kommune. Men først og fremmest har han fået hjælp fra Tonni. - Jeg oprettede XXXL-gruppen på fedtfejden.dk for folk over 120 kg, - som ligger på gruppernes førsteplads! - og den meldte Tonni sig til, siger FedtNok. Jeg kontaktede ham og spurgte, om vi kunne gøre noget sammen, og det mente han nok. Bl.a. inviterede han mig med til stavgang i Aabybro, og på den måde fik jeg lov til at være med. Og samarbejdet fortsætter altså til trods for, at de to også er konkurrenter. - Jeg kommer til stavgang hver mandag og motionerer i Haraldslund i Aalborg om torsdagen, beretter FedtNok. Det gør ondt, og det kræver virkelig viljestyrke, men nu er jeg kommet så langt, at det er ved at gøre godt, sådan som jeg har hørt om. Motivationen er altså intakt hos FedtNok, men han er forarget over, at der ikke er Sund By i Aalborg. Det er flovt, synes han, når man kan se, hvor stor effekt der er i de mindre kommuner. - Det er faktisk svært at finde nogen, der vil støtte en, siger han og forklejner ikke Livsstilsklubben. Men der er ikke de faciliteter, der skal til, og rådgivning og støtte er mest baseret på frivillige ildsjæle, fortæller han. Politikerne burde virkelig gøre en indsats, mener han. FedtNok har ikke styr på, hvor mange fedtkilo, han har tabt, og derfor aner han ikke, hvor hans chance er for at vinde, når han skal slutvejes 28. maj i Hammer Bakker. Men konkurrence eller ej, så har FedtNok fået en god start, siger han. - Jeg har lang vej igen, og for mig er målet, at jeg virkelig skal finde den rigtige kost, så jeg får lavet om på mine spisevaner, så det her bliver noget, der holder, selv om Fedtfejden stopper, siger han. Det gør den som bekendt tirsdag efter pinse, 6. juni i NORDJYSKES bladhus på Langagervej i Aalborg Øst. - Så håber jeg at møde nogle af dem, der virkelig har gjort en indsats indtil nu. Måske kan vi fortsætte sammen? lyder det fra FedtNok, der måske og måske ikke vil være at se på en af vinderpladserne.