Retspleje

Fejl gav 18-årig mand mulighed for at flygte fra retten

Betjente vurderede forkert, da ung mand stak af fra betjente i Retten i Aalborg. Men proceduren bliver nu strammet op.

Arkivfoto

Arkivfoto

To betjente vurderede forkert, og det gav onsdag middag en 18-årig mand muligheden for at flygte efter at have fået forlænget sin varetægtsfængsling ved byretten i Aalborg. - Der er sket en fejl, ellers ville manden ikke have haft mulighed for at stikke af, siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen, Nordjyllands Politi. Fejlen var, at betjentene vurderede, at den 18-årige ikke ville prøve at flygte. - Derfor gav betjentene den 18-årige håndjern på hænderne foran kroppen og lod ham gå selv. Hvis vurderingen havde været, at han ville flygte, så skulle han have haft håndjern på hænderne på ryggen, og betjentene skulle holde fast i dem, forklarer Ole Kristensen. Mere hård vurdering fremover Fangeflugten betyder, at der nu bliver strammet op fra politiets side. - Vi vil fremover være mere hårde i vores vurdering af, om fangerne vil flygte eller ej, konkluderer Ole Kristensen. Den 18-årige var arresteret i en voldssag og skulle have forlænget sin varetægtsfængsling, da det lykkedes ham at flygte. Stak af via brandtrappen Manden havde netop fået forlænget sin fængsling i en retssal på 2. sal. Han blev eskorteret af en betjent foran og en bagved, da de gik hen mod elevatoren, men den 18-årige så sit snit til at flygte i fuld firspring via brandtrappen. I følge et øjenvidne kom først den 18-årige mand spurtende ud fra retsbygningen med hænderne i håndjern. Kort efter kom de to betjente løbende, og derefter kom en større gruppe af den flygtende mands venner i fuld fart ud fra retsbygningen. Det lykkedes den flygtende fange at slippe væk via Badehusvej og gyderne på Kastetvej. Mandens signalement Den flygtede 18-årige mand er af anden etnisk herkomst end dansk. Han er 175 centimeter høj, spinkel til almindelig af bygning og meget kortklippet. Ved flugten havde han håndjern på hænderne foran kroppen og var iført en hvid hættetrøje og blå cowboybukser. Oplysninger kan gives til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.