Fejl kostede brækkede lemmer: Leverandør slipper

En fejlagtig brugsanvisning var årsag til alvorlig arbejdsulykke. Men tagfirma slipper for påtale fra Arbejdstilsynet, fordi brugsanvisningen blev ændret

Cembrit Aalborgs administrative bygning på Sohngårdsholmsvej. Foto: Nicolas Cho Meier

Cembrit Aalborgs administrative bygning på Sohngårdsholmsvej. Foto: Nicolas Cho Meier

AALBORG:En montagevejledning til tagplader var behæftet med alvorlige fejl. Det viste sig, da en vestjysk tømrermester trådte igennem tagpladerne og styrtede ned.Det skriver Fagbladet 3F.

Nu har tagleverandøren Cembrit ændret montagevejledningen. Det tager Arbejdstilsynet til efterretning og leverandøren slipper for påbud. Det får dermed ingen følger for Cembrit i Aalborg, at de har vejledt forkert.

Arbejdsgiveren derimod får et påbud af Arbejdstilsynet.

- Vi har vurderet vejledningen. Cembrit har også godtgjort, at den er tilgængelig for brugerne. Dermed afslutter vi vores sag, siger tilsynsdirektør Hanne Sofie Olsen fra Arbejdstilsynet.

Hun vil ikke kommentere, hvad tømrermesteren så kan gøre.

Kostede brækkede håndled og albuer

Dermed ligger det fast, at hvis der skal ske mere, så er det en sag mellem tømrermesteren og leverandøren. Han kan eventuelt sagsøge firmaet med krav om erstatning.

Arbejdsgiveren er forundret over, at han får en påtale i form af et påbud, men at Arbejdstilsynet ikke straffer leverandøren, der er årsag til fejlen. Fagbladet 3F har været i kontakt med ham. Men han ønsker ikke at stå frem med navn, fordi han frygter, det kan skade ham i et eventuelt videre forløb.

Tømrermesteren styrtede fem meter ned. Det kunne have kostet ham livet. Han slap med to brækkede håndled og to brækkede albuer.

Fremhævet med rødt

Montagevejledningen gav ham indtryk af, at taget var sikkert at gå på under oplægningen. Men det er det først, når pladerne er fastgjort.

Sådan står der også tydeligt i den nye vejledning. Cembrit har nu ligefrem fremhævet med rødt, at pladerne først er trædesikre ved færdigmonteret tag.

Arbejdstilsynet driver en markedsovervågning, der holder øje med produkter og materialer. Herfra gik der brev til Cembrit efter ulykken i Vestjylland.

Rettet vejledning ni måneder senere

Tømrermesteren styrtede ned i august i fjor. Først i maj i år, ni måneder senere, har Cembrit givet besked om, at de har rettet montagevejledningen.

- Vores virkemiddel over for fabrikanten eller leverandøren er i første omgang dialog og vejledning. Men hvis en leverandør ikke vil rette ind og brugen af produktet udgør en alvorlig fare, så har vi mulighed for at forlange et produkt trukket tilbage fra markedet. Det skete for eksempel med nogle gasflasker i fjor, siger Hanne Sofie Olsen.

Marketingchef Annette Brunsgaard Tymm fra Cembrit fortæller, at alle deres montagevejledninger opdateres løbende. Det sker i takt med nye byggetekniske tiltag. Det kan eksempelvis være ændringer af lægte-dimensioner eller andet, der har væsentlig betydning for en korrekt montage.

Men hun afviser, at det er tømrermesterens ulykke, der direkte har ført til den nye tekst. Hun siger, at opdateringen skete i november i fjor.

- Den konkrete sag har umiddelbart ikke noget med ændringen at gøre, skriver Annette Brunsgaard Tymm i en mail til Fagbladet 3F.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.