Sport

Fejl kostede dyrt for piraterne

Aalborg Pirates tabte i Vojens

Tobias Ladehoff fortsatte sin gode målform, men måtte også forlade kampen i anden periode efter at være blevet ramt af en stok over det ene øje. Arkivfoto: Claus Søndberg
Tobias Ladehoff fortsatte sin gode målform, men måtte også forlade kampen i anden periode efter at være blevet ramt af en stok over det ene øje. Arkivfoto: Claus Søndberg

VOJENS: Aalborg Pirates kunne ikke øge afstanden i toppen af Metal Ligaen, da holdet fredag aften besøgte SønderjyskE.

I stedet var det hjemmeholdet, der vandt med hele 4-1 efter en kamp, hvor piraterne ellers kom godt fra start.

Unge Tobias Ladehoff fortsatte sin gode målform med en scoring i første periode, da han samlede en retur op fra Myllykoski i SønderjyskE-målet, men hjemmeholdet udlignede ved Anders Førster.

I anden periode begik Lasse Bo Knudsen en kostbar fejl, da han smed pucken væk i egen zone, og Derek Damon straffede prompte med både scoring og to minutter til den nyligt landsholdsudtagne back.

Efter bare et minut af tredje periode gjorde Thomas Spelling det til 3-1, og med et minut tilbage af kampen scorede Anders Førster sit andet mål i kampen, da han nettede i tomt mål.

Aalborg Pirates holder forspringet på fem point til Odense Bulddogs, der dog har spillet en kamp færre.

Der resterer seks kampe i grundspillet, og allerede lørdag aften er piraterne på is igen - denne gang hjemme mod Herning, der fredag aften tabte hjemme til Herlev efter straffeslag.

Gå til relaterede emner

Forsiden