Aalborg

- Fejlagtigt dårligt ry

Simon Stefansen afskaffer indimellem søvn for at knokle med sine studier på samfundsfag og administration

AALBORG:Simon Stefansen er ikke i tvivl om, at han får den optimale uddannelse på Aalborg Universitet. - Når fem forskellige mennesker læser en tekst, så har de jo vidt forskellig baggrund for at tolke den. Det giver en kæmpe synergi effekt, siger Simon Stefansen. Han læser samfundsfag og administration på tredje semester og i øjeblikket foregår det som en kombination af forelæsninger om formiddagen og projektarbejde i grupper om eftermiddagen. - Nogle af mine håndværker venner, kan da godt finde på at stikke til mig og påstå, jeg ikke laver en skid. Men det er meget i perioder. Er der udelukkende forelæsninger er man kun afsted i et par timer, men op til afleveringer kan det blive nødvendigt at afskaffe søvn og bare knokle, fortæller Simon Stefansen. De studerendes studiediciplin smitter meget af i grupperne, oplever Simon Stefansen. - Jeg har da en enkelt gang været i en gruppe, hvor en fyr forsøgte at køre på frihjul. Men vi tog konsekvensen og smed ham ud af gruppen til sidst. Det handler jo meget om, hvad man vil stå model til, siger han. Sammen med en håndfuld medstuderende ærgrede Simon Stefansen sig over, at AAU fra omverdenen indimellem er ugleset. - Vi havde et møde med vores underviser, hvor vi gav vores idéer til, hvordan AAUs ry kan styrkes, fortæller Simon Stefansen. Han er overbevist om, at folks negative associationer til gruppearbejde først og fremmest stammer fra gymnasiet. - Det er jo helt afgørende, hvem man kommer i gruppe med. Når jeg arbejder sammen med folk, der har samme indstilling til arbejdet, som jeg selv, nemlig brænder for stoffet, så bliver det hele da løftet væsentligt, siger Simon Stefansen.