Fejlfindere ¿ forføj eder

JEG TROR, NOGET af det værste, min mand ved, er, når jeg retter på ham og hans gerninger. Når han gør det ved mig, hader jeg det i al fald fuldblods. Alligevel kan vi styre direkte ind i fejlfinderiet i løbet af no time, hvis ellers vi lige er i humør til det. Vi kan også gøre det over for drengene, der indimellem må føle, at de ikke engang kan træde korrekt ind over dørtærsklen. Vi kan også gøre det over for vildt fremmede. Andre mennesker i andre biler f.eks. Jeg hader dem, der sætter farten ned for at dreje, inden de blinker (sådan gør min mand nemlig), mens manden er direkte ublid i ord over for dem, der kører for stærkt. Vi gør det alt for meget. Indimellem bliver vi flove. For der er søreme da ikke noget mere stupidt end at lede efter fejl ved andre. Hvad godt gør det? Intet. Såmænd. Ingen levende væsener bliver bedre af konstant at få påpeget sine fejl. Det er såre simpelt. Man bliver bedre tilpas, sødere, mere nysgerrig, modig og klogere af at få at vide, når man gør det godt ¿ og hvad man kan gøre bedre. Og det er ikke det samme som at finde fejl. Vi ved det alle sammen. Derfor er det absurd og deprimerende, at rigtigt mange mennesker herhjemme har det som deres job at finde fejl ved andre. Der skal ledes efter fejl alle steder fra børnenes skolearbejde til politikernes brug af offentlige kreditkort. Det er selvfølgelig vigtigt at finde ud af, hvad der er ret og vrang. Opdage, hvad man synes er forkert at gøre og så sige det, vise det, skrive om det. Men det er jo kun halvdelen af historien. Hvis ikke man gør lige så meget ud af at sige, vise og skrive, hvordan det kan blive bedre, er vi jo lige vidt. Eller det, der er værre. Ved f.eks. hele tiden at se og forstørre fejlene hos politikerne ses demokratiet ikke som et gode, men som et system, der sætter skidtfolk på magten. Vi bliver trætte af demokratiet. Vil have noget andet. En stærk leder uden lig i lasten f.eks. Sådan nogle har mange diktaturer erfaring med... I skolen lærer vi eleverne, at det er deres fejl, de måles på. Hvordan skal de så tro på, at de er noget værd? Hvordan kan de undgå at blive vrede på de voksne? Og hjemme? Suk. Hvordan kan jeg forvente et kærligt kys, når jeg lige har knevret løs om (og som) en sur karklud ¿ i stedet for at prise mig lykkelig over den duft af nye kartofler og friskdampede asparges, der kommer fra hans gøren og laden ved komfuret? Det må være slut med fejl-finderiet. Vi må kunne bruge vores kloge hoveder på noget, der er en smule mere konstruktivt for demokratiet og børnene. Og ¿ ikke mindst ¿ for det søde liv derhjemme.