Fejlslagen politik

Det er skammeligt, som den kommunale strukturreform fra 2007 er slået fejl. Store grupper af borgere og dele af erhvervslivet er blevet ladt i stikken.

De tunge argumenter for reformen lød besnærende. Væk med amterne og flere opgaver til kommunerne, så "det offentlige kom nærmere borgerne". Knap 300 kommuner blev æltet sammen til knap 100. Det skulle betyde, at der kun skulle være "én indgang til det offentlige". Som politiker troede jeg på det. Jeg argumenterede for det. Men ingen af argumenterne har vist sig at holde. Min by, Hurup i Thy, var yderst i det gamle Viborg amt. Der er 100 km til Viborg. I dag hører vi til Region Nordjylland med kontorer 135 km væk. Indrømmet! Det er de færreste, der havde ærinde på amtets kontorer og endnu færre, der har ærinde hos regionen. Men kommunens administration, som repræsenterer "én indgang til det offentlige", er nu i Thisted. Ikke engang kontoret for borgerservice, som vi i Sydthy blev spist af med i begyndelsen, eksisterer mere. Det med "én indgang" er gået i opfyldelse. For nu bliver førerbeviser, pas og sundhedskort udstedt af kommunen - men kontoret ligger 35 km væk. Det er ikke, fordi Thisted Kommune er noget særligt. Den er blot nævnt som det tilfælde, der er nærmest mig. I andre kommuner opleves tilsvarende, og mere er på vej. Landboforeningen er ikke et hak bedre. Den har lukket og slukket i den gamle landkommune og er også rykket til det, der tidligere var en købstad. Det nye byråd levnede Hurup en del af administrationen. 70-80 medarbejdere på kommunens tekniske afdeling, der rykkede ind på rådhuset i Hurup. Nu vil et yderst spinkelt flertal i byrådet trække dem til Thisted. Det frygtes at skade de handlende i Hurup så voldsomt, at de flagede på halv stang, da beslutningen var truffet. Det var en upassende anvendelse af Dannebrog, men i og for sig forståeligt. De forretningsdrivende føler tilværelsen som en lang begravelse. Der er egne, der i dobbelt forstand lever op til betegnelsen yderområde. For det første er der langt til alting. Tag f.eks. forsvarsministeriets såkaldte tanker om at reducere antallet af redningshelikoptere, som skal undsætte svært tilskadekomne. Eller se på den dækning med antenner, som sætter os i stand til at bruge mobiltelefoner. Eller de færre retssale - og politistationer, der også er resulteret i længere afstande til borgerne. En politimand på patrulje er efterhånden lige så sjælden som storken. Nu er der også bud efter embedslægerne - foruden alt det, jeg har glemt. For det andet er halvdelen af de nordjyske kommuner blevet yderkommuner, når det gælder den økonomiske udligning mellem kommunerne. Det er et håbløst system, som stort set alle er utilfredse med. Matematikken er ubegribelig for alle - måske bortset fra en håndfuld embedsmænd i København. De har et selektivt syn på virkeligheden. Hvorfor i alverden skal skatteydere i lavtlønsområder betale almisser til f.eks. Østjylland og Sjælland med vækst? Det skal man være københavner for at forstå. Selv SF'eren Øzlem Cekics Carina har mere til overs til forbrug end mange lavtlønnede. Her på egnen er vi blevet spist af med vindmøller placeret som pigge på et pindsvin og med udkantministerens såkaldte visionsgruppe med bl.a. Niels Hausgaard, en sangskriver Kristensen og TV 2's "Bonderøven" som medlemmer. Det bedste, der kan siges om den politiske myggevægter, udkantsministeren, er, at han er et levende udtryk for, at vi i bogstavelig forstand har folkestyre. Retfærdigvis skal det siges, at ikke alt er gået skævt. Men meget! Det kan ses i pressens gabestok, hvor bl.a. nordjyske kommuner jævnligt placeres. Gnaven? Nej, for hellere køre et stykke vej end at henslæbe tilværelsen på stenbroen. Laust Grove Vejlstrup har været redaktør på Jyllands-Posten, pressechef for den konservative folketingsgruppe og aktiv politiker i Sydthy, KL's bestyrelse og EU. Nu kommentator og informationsrådgiver. Vejlstrup@nvn.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.